Africa del Norte en pie de guerra

Publicado en la Revista Asíd´claro, de Lima-Perú, Mayo de 2008


Africa del Norte en pie de guerra

El Frente Polisario volvería a las armas

Por Ricardo Sánchez-Serra*

Hay una nación que existe, pero no nace y es la del pueblo saharaui, que vive en el Sahara Occidental (ex Sahara Español) y en campos de refugiados en Argelia.
¿Por qué vive en la penuria y en el olvido? Porque Marruecos invadió su territorio en 1975, luego que la potencia colonizadora, España, abandona su “53 provincia” sin otorgarle el derecho a la libre autodeterminación, que fue consagrado por la Organización de Naciones Unidas (ONU) en 1975, mediante la Resolución 1514 (XV) de la Asamblea General.
Marruecos reclamó ante la Corte Internacional de Justicia de La Haya y el fallo le fue totalmente adverso. La Corte señaló que el Sahara no era tierra de nadie terra nullius y que ni Marruecos, ni Mauritania tienen lazos de soberanía; es decir, estos países no tienen derechos históricos sobre el territorio y se debe dar paso a la libre determinación del pueblo saharaui.
“La Corte reconoce la existencia de unos lazos jurídicos restringidos. Éstos han existido entre una parte del Sahara Occidental y Marruecos, y entre otra parte y Mauritania, pero que no tienen un carácter de soberanía territorial y no pueden modificar la aplicación de la resolución 1515 de la Asamblea General de la ONU respecto al principio de autodeterminación de las poblaciones del territorio”, afirma parte del trascendental fallo.
Una “Marcha Verde” marroquí de unas 350.000 personas y 25.000 soldados –azuzada por el rey Hassán II- irrumpe en el Sahara Occidental para anexarse el territorio, lo que produce la huida de la población autóctona saharaui, creando un gigantesco campo de refugiados en Tinduf en Argelia y que alberga a unas 180.000 mil personas.
Luego Marruecos construye el denominado “muro de la vergüenza”, de unos 2.700 kilómetros, que es custodiado por 200.000 soldados. Ello para evitar que el pueblo saharaui vuelva a su territorio con su representante legítimo, el Frente Polisario.
Esta organización autoproclama la República Árabe Saharaui Democrática, que es reconocida por más de 70 países. El Frente Polisario se creó en 1973 con el objetivo de lograr la independencia de España. La ONU lo reconoció en 1975 y desde esa fecha mantuvieron combates con Marruecos, a modo de guerra de guerrillas hasta 1991, en que dejaron las armas para facilitar la acción de la ONU, que creó la Misión de las Naciones Unidas para el Referéndum del Sahara Occidental (Minurso).
Desde entonces el Sahara Occidental espera el referéndum, que se dilata cada vez más por las maniobras marroquíes y la debilidad de la ONU, que se muestra incapaz de ejecutar el proceso de autodeterminación. Marruecos sólo quiere otorgar una autonomía, mientras explota los grandes yacimientos de fosfato, petróleo, hierro y la riqueza pesquera del Sahara. El Frente Polisario, en cambio, busca la independencia. Las negociaciones auspiciadas por la ONU, después de cinco rondas, se encuentran en un “punto muerto”.

Recientemente, en abril, el Comité de Derechos Humanos de la ONU, reunido en Ginebra, condenó a Marruecos por violación a los derechos humanos en el Sahara Occidental. Igual reprobación recibió anteriormente del Parlamento Europeo y de organizaciones como Amnistía Internacional y Human Rights Watch.

Ante todos estos acontecimientos, voceros del Frente Polisario han señalado que de no resolverse el conflicto, su organización volverá a las armas, e instó a la comunidad internacional para que intervenga y presione a Marruecos para conseguir la descolonización.

España no debe abstraerse de su obligación moral en este conflicto, como ex potencia colonizadora. Los propios catedráticos de Derecho Internacional y Relaciones Internacionales de ese país, en un manifiesto indicaron que “el gobierno español tiene la obligación jurídica, política y moral de tomar todas las medidas necesarias en orden a garantizar la libre determinación efectiva del pueblo saharaui, y contribuir así a la estabilidad global de la Región”.

La ONU debe hacer cumplir sus resoluciones garantizando la libre autodeterminación y forzar a Marruecos a que cumpla el Plan de Paz y salga del territorio saharaui, si es necesario mediante una fuerza multinacional y terminar con el último bastión del colonialismo en Africa.

Cabe mencionar que el Perú fue una de las naciones que reconoció a la República Árabe Saharaui Democrática e incluso su embajador presentó cartas credenciales en el primer gobierno del presidente Alan García; pero, en l996 por razones no esclarecidas “congeló” las relaciones.

Últimamente, el Perú, en criticable postura, votó con Marruecos –en contra de la opinión de la mayoría de los países sudamericanos- por la abstención en la necesidad de la descolonización del Sahara Occidental; sin embargo, la Asamblea General de las Naciones Unidas aprobó por amplia mayoría con 70 votos a favor y ninguno en contra, una nueva resolución reafirmando que el asunto del Sahara Occidental es un problema de descolonización que implica la aplicación de la resolución 1514 y cuya solución debe producirse a través del ejercicio por el pueblo del Sahara Occidental de su derecho inalienable a la autodeterminación.

Evitemos, todos, un baño de sangre en Africa.
--------------------
En français

Publié dans le Journal Asíd'claro, Lima-Pérou, Mai 2008

Afrique du Nord sur le pied de guerre
Le Front Polisario serait de retour aux armes

Par Ricardo Sanchez-Serra *

Il ya une nation qui existe, mais n'est pas né et est le peuple sahraoui, qui vivent au Sahara occidental (ancien Sahara espagnol) et dans les camps de réfugiés en Algérie. Pourquoi vivre dans la misère et dans l'oubli? Parce que le Maroc a envahi son territoire en 1975, puis la puissance coloniale, l'Espagne, abandonne ses "53 province» sans accorder le droit à l'autodétermination, qui a été consacrée par les Nations Unies (ONU) en 1975, par la résolution 1514 (XV) de l'Assemblée générale. Maroc affirmé devant la Cour internationale de Justice de La Haye et la décision a été totalement négative.
La Cour a noté que le Sahara n'était pas terra nullius le no man's land et que ni le Maroc ni la Mauritanie ont des liens de souveraineté, qui est, ces pays ne disposent pas de droits historiques sur le territoire et devrait céder la place à l'autodétermination pour le peuple sahraoui. "La Cour reconnaît l'existence de certains liens juridiques limité.
Celles-ci ont existé entre une partie du Sahara occidental et le Maroc et la Mauritanie et parmi les autres, mais n'ont pas un caractère de la souveraineté territoriale et ne peut pas modifier la mise en œuvre de la résolution 1515 de l'Assemblée générale des Nations Unies en ce qui concerne le principe de l'autodétermination des populations du territoire », explique une partie de la capitale décision.
Une "Green Mars" de marocaine environ 350.000 personnes et 25.000 soldats-azuzada par le roi Hassan II-pauses au Sahara occidental à l'annexe le territoire, ce qui conduit à la fuite des autochtones peuple sahraoui, en créant un immense camp de réfugiés à Tindouf en Algérie et qui abrite quelque 180.000 milliers de personnes. Après le Maroc a construit le soi-disant «mur de la honte", quelques 2.700 kilomètres, qui est surveillé par 200.000 soldats.
Il s'agit d'éviter que le peuple sahraoui retour sur leur territoire avec leur représentant légitime, le Front Polisario. Cette organisation auto-proclamée arabe sahraouie démocratique République, qui est reconnu par plus de 70 pays. Le Front Polisario a été créé en 1973 dans le but de parvenir à l'indépendance de l'Espagne.
L'ONU a reconnu en 1975 et depuis lors la lutte contre conservé avec le Maroc, comme une guerre de guérilla jusqu'en 1991, date à laquelle un cessez-le-feu afin de faciliter l'action de l'ONU, qui a créé la Mission des Nations Unies pour le référendum au Sahara Occidental (MINURSO). Depuis lors, le Sahara occidental espère que le référendum, qui se dilate de plus en plus les Marocains et les manoeuvres de la faiblesse de l'ONU, qui semble incapable de mettre en oeuvre le processus d'auto-détermination.
Maroc ne veut accorder l'autonomie, tandis que l'exploitation d'importants gisements de phosphate, le pétrole, le fer et la pêche richesses du Sahara. Le Front Polisario, en revanche, vise l'indépendance. Les négociations parrainées par l'ONU après cinq tours de scrutin, sont à une "impasse".
Récemment, en avril, le Comité des droits de l'homme de la réunion de l'ONU à Genève, Maroc condamné pour violation des droits de l'homme au Sahara occidental. Comme précédemment reçu la désapprobation du Parlement européen et des organisations comme Amnesty International et Human Rights Watch. Compte tenu de tous ces développements, le porte-parole du Front Polisario ont fait observer que, si pas résolu le conflit, son organisation sera de retour aux armes et exhorte la communauté internationale à intervenir et faire pression sur le Maroc pour parvenir à la décolonisation.
Espagne ne devrait pas être prélevé de son obligation morale dans ce conflit, comme ancienne puissance coloniale. Même les professeurs de droit international et des relations internationales de ce pays sur un manifeste a déclaré que "le gouvernement espagnol a une obligation juridique, politique et morale de prendre toutes les mesures nécessaires pour assurer l'effectivité de l'autodétermination pour le peuple sahraoui, et de contribuer et la stabilité globale de la région. " L'ONU doit appliquer ses résolutions garantissant l'autodétermination et à la force le Maroc à respecter le plan de paix et de sortie du territoire du Sahara occidental, le cas échéant par une force multinationale et à la fin du dernier bastion du colonialisme en Afrique.
Il convient de mentionner que le Pérou est une des nations qui a reconnu l'sahraoui République arabe démocratique et même ambassadeur présenté ses lettres de créance dans le premier gouvernement du Président Alan García, en l996, mais pour des raisons non élucidé "gelé" les relations.
Enfin, le Pérou, une position critiqué, avec le Maroc-ont voté contre l'avis de la plupart des pays d'Amérique du Sud-en s'abstenant sur la nécessité pour la décolonisation du Sahara occidental, cependant, l'Assemblée générale des Nations Unies a adopté par une large majorité avec 70 voix pour et aucune voix contre, une nouvelle résolution réaffirmant que la question du Sahara occidental est un problème de décolonisation qui implique la mise en œuvre de la résolution 1514 et dont la solution doit se faire par l'exercice par le peuple du Sahara Ouest de leur droit inaliénable à l'autodétermination.
Que tous, un bain de sang en Afrique.
------------------------------

باللغه العربية نشرت في مجلة asíd'claro ، ليما - بيرو ، أيار / مايو
2008
شمال افريقيا علي حرب جبهة البوليساريو سيعود الى الاسلحة ريكاردو سانشيز - سيرا *
وهناك أمة قائمة ، لكنه لم يولد والشعب الصحراوي ، من العيش في الصحراء الغربية (الصحراء الاسبانيه السابقة) وفي مخيمات اللاجئين في الجزائر. لماذا يعيشون في فقر وفي غياهب النسيان؟ لأن المغرب بغزو اراضيها في عام 1975 ، ثم الدولة المستعمره ، واسبانيا ، ويهجر "53 محافظة" من دون منح حق تقرير المصير ، الذي كرس من جانب الامم المتحدة (الامم المتحدة) في عام 1975 ، من خلال القرار 1514 (الخامس عشر) للجمعية العامة. المغرب يدعي امام محكمة العدل الدولية في لاهاي وصدور الحكم سلبية تماما. ولاحظت المحكمه ان الصحراء لم تكن الارض التي لا مالك لها المنطقة الحرام وانه لا المغرب ولا موريتانيا قد روابط السياده ، اي ان هذه البلدان ليست لديها الحقوق التاريخية على الاقليم وينبغي ان يفسح الطريق لتقرير المصير للشعب الصحراوي. "تعترف المحكمه وجود بعض الروابط القانونية مقيده. هذه القائمة بين جزء واحد من الصحراء الغربية والمغرب وموريتانيا وفيما بينها من جهة اخرى ، ولكن ليس لها طابع السياده الاقليمية لا يمكن ان يغير وتنفيذ القرار 1515 للجمعية العامة للامم المتحدة فيما يتعلق بمبدأ تقرير المصير من سكان الاقليم ، "يقول الجسام جزء من الحكم. "المسيره الخضراء" من 350،000 الشعب المغربي وبعض الجنود 25،000 - azuzada من قبل الملك الحسن الثاني - الانقطاع في الصحراء الغربية لالمرفق الاقليم ، مما أدى الى هروب السكان الاصليين للشعب الصحراوي ، وخلق ضخم مخيم للاجئين في تندوف فى الجزائر والتى تعد موطنا لنحو 180.000 ألف شخص. بعد المغرب تبني ما يسمى ب "جدار العار" ، نحو 2.700 كيلومتر ، وهي تحت حراسة الجنود 200.000. وهذا هو لمنع الشعب الصحراوي في العودة الى ارضه مع ممثله الشرعي ، جبهة البوليساريو. هذه المنظمه التي اعلنت نفسها جمهورية الصحراويه العربية الديمقراطيه ، التي لا تعترف بها اكثر من 70 بلدا. جبهة البوليساريو وقد انشئت فى عام 1973 بهدف تحقيق الاستقلال عن اسبانيا. وكانت الامم المتحدة المعترف بها في عام 1975 ومنذ ذلك الحين ابقاء القتال مع المغرب ، بوصفها حرب عصابات وحتى عام 1991 ، عندما وقف اطلاق النار لتسهيل عمل الامم المتحدة ، الذي انشأ بعثة الامم المتحدة للاستفتاء في الصحراء الغربية (مينورسو). ومنذ ذلك الحين ، الصحراء الغربية وتأمل الاستفتاء ، الذي يتوسع بشكل متزايد المناورات المغاربه وضعف الأمم المتحدة ، التي تبدو غير قادرة على تنفيذ عملية تقرير المصير. المغرب لا يريد سوى لمنح الحكم الذاتي فى حين ان استغلال رواسب ضخمة من الفوسفات والنفط والحديد والصيد ثروه من الصحراء الكبرى. جبهة البوليساريو ، على النقيض من ذلك ، يسعى الاستقلال. المفاوضات التي ترعاها الامم المتحدة بعد خمس جولات ، وصلت الى "طريق مسدود". وفي الآونة الاخيرة ، في نيسان / ابريل ، لجنة حقوق الانسان التابعة للامم المتحدة في جنيف ، ادان المغرب لانتهاك حقوق الانسان في الصحراء الغربية. سبق ان حصل مثل عدم موافقة البرلمان الاوروبي ومنظمات مثل منظمة العفو الدولية ومرصد حقوق الانسان. وبالنظر الى كل هذه التطورات ، فإن الناطقين باسم جبهة البوليساريو قد اشار الى انه اذا لم تحل النزاع ، منظمته سوف يعود الى الاسلحة ، وحثت المجتمع الدولي على التدخل وممارسة الضغط على المغرب لتحقيق انهاء الاستعمار. اسبانيا لا ينبغي ان المستخرجه من واجب اخلاقي في هذا الصراع ، القوة الاستعماريه السابقة. حتى أساتذة القانون الدولي والعلاقات الدولية في ذلك البلد على البيان ان "الحكومة الاسبانيه لديها التزام قانوني والسياسية والاخلاقيه لاتخاذ جميع التدابير اللازمة لكفاله فعالية في تقرير المصير للشعب الصحراوي ، والمساهمة في والاستقرار الشامل للمنطقة. " الامم المتحدة يجب ان تنفذ قراراتها التي تضمن تقرير المصير والقوة المغرب على الامتثال لخطة السلام والخروج من اقليم الصحراء الغربية ، اذا لزم الامر عن طريق القوة المتعددة الجنسيات وانهاء آخر معقل للاستعمار في افريقيا. ومما هو جدير بالذكر ان بيرو هى واحدة من الدول التي تعترف الجمهورية العربية الصحراويه الديمقراطيه ، بل وقدم السفير اوراق اعتماده في اول حكومة الرئيس آلان غارسيا ، ولكن في عام 6991 لاسباب لم توضح "جمدت" العلاقات. واخيرا ، وبيرو ، وانتقدت موقف ، مع المغرب - صوت ضد رأي معظم بلدان امريكا الجنوبيه - بالامتناع عن الحاجة لانهاء استعمار الصحراء الغربية ، ومع ذلك ، فإن الجمعية العامة للامم المتحدة اعتمدت باغلبيه كبيرة مع 70 صوتا مؤيدا مقابل لا شيء ، اتخاذ قرار جديد ، وإذ تؤكد من جديد ان مسألة الصحراء الغربية هي مشكلة انهاء الاستعمار ان يشتمل على تنفيذ القرار 1514 والحل الذي يجب ان يحدث من خلال ممارسة شعب الصحراء إلى الغرب من حقه غير القابل للتصرف في تقرير المصير.
واود قبل كل شيء ، حمام من الدم في افريقيا.
---------------------

In English

Published in the Journal Asíd'claro, Lima-Peru, May 2008
North Africa on a war footing
The Polisario Front would return to arms

By Ricardo Sanchez-Serra *

There are a nation that exists, but not born and is the Sahrawi people, who live in Western Sahara (former Spanish Sahara) and in refugee camps in Algeria. Why live in penury and into oblivion? Because Morocco invaded its territory in 1975, then the colonial power, Spain, abandons its "53 province" without granting the right to self determination, which was consecrated by the United Nations Organization (UNO) in 1975, through Resolution 1514 (XV) of the General Assembly. Morocco claimed before the International Court of Justice in The Hague and the ruling was totally negative.
The Court noted that the Sahara was not terra nullius no man's land and that neither Morocco nor Mauritania have ties of sovereignty, that is, these countries do not have historical rights over the territory and should give way to self-determination for the Sahrawi people. "The Court recognizes the existence of some legal ties restricted.
These have existed between one part of the Western Sahara and Morocco and Mauritania and among the other hand, but do not have a character of territorial sovereignty and can not alter the implementation of resolution 1515 of the UN General Assembly regarding the principle of self-determination of the populations of the territory, "says part of the momentous ruling. A "Green March" of Moroccan some 350,000 people and 25,000 soldiers-azuzada by King Hassan II-breaks in the Western Sahara to annex the territory, leading to the flight of the indigenous Saharawi people, creating a huge refugee camp in Tindouf in Algeria and which is home to some 180,000 thousand people.
After Morocco built the so-called "wall of shame", some 2,700 kilometers, is guarded by 200,000 soldiers. This is to prevent the Saharawi people return to their territory with their legitimate representative, the Polisario Front. This organization self-proclaimed Sahrawi Arabic Democratic Republic, which is recognized by more than 70 countries.
The Polisario Front was formed in 1973 with the aim of achieving independence from Spain. The UN was recognized in 1975 and since then kept fighting with Morocco, as a guerrilla war until 1991, when a cease-fire to facilitate the action of the UN, which created the United Nations Mission for the Referendum in the Sahara Western (Minurso).
Since then the Western Sahara hopes the referendum, which dilates increasingly maneuvers Moroccans and the weakness of the UN, which appears incapable of implementing the process of self-determination. Morocco only wants to grant autonomy, while exploiting large deposits of phosphate, oil, iron and fishing wealth of the Sahara.
The Polisario Front, in contrast, seeks independence. Negotiations sponsored by the UN after five rounds, are at an "impasse". Recently, in April, the Human Rights Committee of the UN meeting in Geneva, condemned Morocco for violation of human rights in Western Sahara. Like previously received disapproval of the European Parliament and organisations such as Amnesty International and Human Rights Watch. Given all these developments, the Polisario Front spokesmen have pointed out that if not resolved the conflict, his organization will return to arms and urged the international community to intervene and put pressure on Morocco to achieve decolonization. Spain should not be abstracted from its moral obligation in this conflict, as former colonial power.
Even professors of International Law and International Relations of that country on a manifesto stated that "the Spanish government has a legal obligation, political and moral to take all necessary measures in order to ensure effective self-determination for the Saharawi people, and contribute and the overall stability of the region. " The UN must enforce its resolutions guaranteeing self-determination and to force Morocco to abide by the peace plan and exit the territory of Western Sahara, if necessary through a multinational force and end the last bastion of colonialism in Africa. It is worth mentioning that Peru was one of the nations that recognized the Saharawi Democratic Arab Republic and even ambassador presented his credentials in the first government of President Alan García, but in l996 for reasons not clarified "froze" relations. Finally, Peru, a stance criticised, with Morocco-voted against the opinion of most South American countries-by abstaining on the need for the decolonization of Western Sahara, however, the United Nations General Assembly adopted by a large majority with 70 votes in favour and none against, a new resolution reaffirming that the issue of Western Sahara was a decolonization problem that involves the implementation of resolution 1514 and whose solution must occur through the exercise by the people of the Sahara West of their inalienable right to self-determination.
Let all, a bloodbath in Africa.
----------------
In italiano

Pubblicato nel Journal Asíd'claro, Lima-Perù, maggio 2008

Nord Africa su un piede di guerra

Il Fronte Polisario avrebbe ritorno alle armi

Di Ricardo Sanchez-Serra *

Ci sono una nazione che esiste, ma non è nato e il popolo saharawi, che vivono nel Sahara Occidentale (ex Sahara spagnolo) e nei campi profughi in Algeria. Perché vivere in penury e nel dimenticatoio? Perché il Marocco ha invaso il suo territorio nel 1975, allora la potenza coloniale, Spagna, abbandona la sua "53 provincia", senza la concessione del diritto di autodeterminazione, che è stato consacrato dalle Nazioni Unite (ONU) nel 1975, con la risoluzione 1514 (XV) dell'Assemblea Generale.
Marocco richiesto alla Corte internazionale di giustizia dell'Aia e la sentenza è stata totalmente negativa. La Corte ha osservato che il Sahara non è stata terra nullius terra di nessuno e che né il Marocco né Mauritania hanno legami di sovranità, che è, questi paesi non hanno diritti storici sul territorio e dovrebbe dare modo di autodeterminazione per il popolo saharawi.
"La Corte riconosce l'esistenza di alcuni vincoli giuridici limitati. Questi esistono tra una parte del Sahara occidentale e il Marocco e la Mauritania e tra altra parte, ma che non hanno un carattere di sovranità territoriale e non può modificare l'attuazione della risoluzione 1515 dell'Assemblea generale delle Nazioni Unite per quanto riguarda il principio di autodeterminazione delle popolazioni del territorio ", afferma la parte di sentenza epocali.
Un "verde marzo" di alcuni marocchini 350.000 persone e 25.000 soldati-azuzada di re Hassan II-break nel Sahara occidentale di annettere il territorio, con il volo degli indigeni popolo saharawi, creando un enorme campo profughi di Tindouf in in Algeria e che è sede di alcuni 180.000 mila persone. Marocco costruito dopo il cosiddetto "muro della vergogna", circa 2.700 chilometri, che è custodito da 200.000 soldati.
Ciò al fine di evitare che il popolo saharawi ritorno al loro territorio, con il loro legittimo rappresentante, il Fronte Polisario. Questa organizzazione auto-proclamata saharawi Repubblica democratica arabo, che è riconosciuto da più di 70 paesi. Il Fronte Polisario è stato creato nel 1973 con l'obiettivo di raggiungere l'indipendenza dalla Spagna.
Le Nazioni Unite è stata riconosciuta nel 1975 e da allora è rimasta la lotta con il Marocco, come una guerra di guerriglia fino al 1991, quando un cessate-il-fuoco per facilitare l'azione delle Nazioni Unite, che ha creato la Missione delle Nazioni Unite per il Referendum nel Sahara Occidentale (MINURSO). Da allora il Sahara occidentale si augura il referendum, che dilata le manovre sempre più marocchini e la debolezza delle Nazioni Unite, che sembra incapace di attuare il processo di auto-determinazione.
Solo il Marocco vuole concedere l'autonomia, mentre lo sfruttamento di grandi giacimenti di fosfati, petrolio, ferro e ricchezza di pesca del Sahara. Il Fronte Polisario, al contrario, cerca di indipendenza. Negoziati sponsorizzato dalle Nazioni Unite dopo cinque giri, sono in un "vicolo cieco".
Di recente, nel mese di aprile, il Comitato per i Diritti Umani delle Nazioni Unite, riunito a Ginevra, ha condannato il Marocco per violazione dei diritti umani nel Sahara occidentale. Come precedentemente ricevuto la disapprovazione del Parlamento europeo e le organizzazioni come Amnesty International e Human Rights Watch. Dato tutti questi sviluppi, il Fronte Polisario portavoce hanno sottolineato che, se non si risolve il conflitto, la sua organizzazione ritorno alle armi e ha esortato la comunità internazionale di intervenire e di esercitare pressioni sul Marocco per raggiungere decolonizzazione.
Spagna non dovrebbe essere estratta dal suo obbligo morale in questo conflitto, come ex potenza coloniale. Anche i professori di diritto internazionale e relazioni internazionali di quel paese a un manifesto ha dichiarato che "il governo spagnolo ha un obbligo giuridico, politico e morale di prendere tutte le misure necessarie per garantire l'effettiva autodeterminazione per il popolo saharawi, e contribuiscono e la stabilità della regione. "
Le Nazioni Unite devono far rispettare le risoluzioni garantire l'autodeterminazione e per costringere il Marocco a rispettare il piano di pace e di uscita sul territorio del Sahara occidentale, se necessario attraverso una forza multinazionale e il fine ultimo bastione del colonialismo in Africa. Vale la pena di ricordare che il Perù è stata una delle nazioni che ha riconosciuto la saharawi democratica Repubblica araba e anche ambasciatore ha presentato le sue credenziali nel primo governo del presidente Alan García, ma nel l996 per ragioni non chiarite "congelato" le relazioni.
Infine, Perù, una posizione critica, con il Marocco-ha votato contro il parere della maggior parte dei paesi sudamericani-di astensione sulla necessità per la decolonizzazione del Sahara occidentale, tuttavia, l'Assemblea generale delle Nazioni Unite ha adottato a larga maggioranza con 70 voti favorevoli e nessuno contrario, una nuova risoluzione che ribadisce che la questione del Sahara occidentale è stato un problema di decolonizzazione che comporta l'attuazione della risoluzione 1514 e la cui soluzione deve avvenire attraverso l'esercizio da parte del popolo del Sahara Ovest del loro diritto inalienabile all'autodeterminazione.
Consentitemi di tutto, un bagno di sangue in Africa.
---------------
Veröffentlicht in der Zeitschrift Asíd'claro, Lima-Peru, Mai 2008

Nord-Afrika in einen Krieg Basis Die Polisario-Front wieder zu den Waffen

Von Ricardo Sanchez-Serra *

Es gibt eine Nation, existiert, aber nicht geboren und ist die saharauische Bevölkerung, leben, in der Westsahara (ehemalige spanische Sahara) und in Flüchtlingslagern in Algerien. Warum leben in penury und in Vergessenheit geraten? Weil Marokko Invasion seinem Hoheitsgebiet im Jahr 1975, dann die Kolonialmacht Spanien, verlässt seine "53 Provinz", ohne die Gewährung des Rechts auf Selbstbestimmung, das wurde von den Vereinten Nationen (UN) im Jahre 1975, durch die Entschließung 1514 (XV) der Generalversammlung.
Marokko beansprucht vor dem Internationalen Gerichtshof in Den Haag und das Urteil war völlig negativ. Der Gerichtshof stellte fest, dass die Sahara war nicht terra nullius Niemandsland und dass weder Marokko noch Mauretanien haben Bande der Souveränität, das heißt, diese Länder haben keine historischen Rechte über das Gebiet und sollte den Weg zur Selbstbestimmung für die saharauischen Volkes. "Das Gericht erkennt die Existenz einiger rechtliche Bindung eingeschränkt.
Diese gibt es zwischen einem Teil der Westsahara und Marokko, Mauretanien und bei der anderen Seite, haben aber nicht ein Zeichen der Souveränität und territorialen ändert jedoch nichts an der Umsetzung der Resolution 1515 des UN-Generalversammlung im Hinblick auf den Grundsatz der Selbstbestimmung der Bevölkerung des Gebiets ", sagt Teil der epochalen Entscheidung. Einen "grünen Marsch" der marokkanischen ca. 350.000 Menschen und 25.000 Soldaten-azuzada von König Hassan II-Brüche in der Westsahara zu annektieren das Gebiet, was zu der Flucht der einheimischen saharauischen Volkes, die Schaffung eines riesigen Flüchtlingslager in Tindouf in Algerien und das ist die Heimat von rund 180.000 Tausend Menschen. Nach Marokko baute das sogenannte "Mauer der Schande", rund 2.700 Kilometer, das ist bewacht von 200.000 Soldaten.
Dies ist zu verhindern, dass die saharauischen Volk der Rückkehr in ihr Hoheitsgebiet mit ihrer legitimen Vertreter, der Polisario-Front. Diese Organisation selbst ernannten saharauischen Arabisch Demokratischen Republik, der wird von mehr als 70 Ländern. Die Polisario-Front wurde 1973 mit dem Ziel der Unabhängigkeit von Spanien.
Die UNO wurde in den Jahren 1975 und seitdem ständig im Kampf mit Marokko, wie ein Guerilla-Krieg bis 1991, als ein Waffenstillstand, um die Aktion der Vereinten Nationen, erstellt der Mission der Vereinten Nationen für das Referendum in der Sahara Western (MINURSO). Seitdem der Westsahara hofft, dass die Volksabstimmung, die zunehmend erweitert Manöver Marokkaner und die Schwäche der UNO, der offenbar nicht in der Lage, die Umsetzung der Prozess der Selbstbestimmung. Marokko will nur Autonomie zu gewähren, und dabei die großen Vorkommen an Phosphat-, Öl-, Eisen-und Fischerei Reichtum der Sahara. Die Polisario-Front, im Gegensatz dazu soll die Unabhängigkeit. Die Verhandlungen unter der Schirmherrschaft der Vereinten Nationen nach fünf Runden, sind in einer "Sackgasse". Vor kurzem, im April, dem Menschenrechtsausschuss der UN-Treffen in Genf, Marokko verurteilt wegen Verletzung der Menschenrechte in der Westsahara. Wie zuvor die Ablehnung des Europäischen Parlaments und Organisationen wie Amnesty International und Human Rights Watch.
Angesichts all dieser Entwicklungen, die Polisario-Front Sprecher haben darauf hingewiesen, dass, wenn nicht der Konflikt gelöst, seine Organisation wieder zu den Waffen und forderte die internationale Gemeinschaft eingreifen und Druck auf Marokko, um die Entkolonialisierung. Spanien sollte nicht abstrahiert von seiner moralischen Verpflichtung in diesem Konflikt, als ehemalige Kolonialmacht. Auch Professoren für Völkerrecht und Internationale Beziehungen dieses Landes in einem Manifest erklärt, dass "Die spanische Regierung hat eine rechtliche Verpflichtung, politische und moralische auf, alle erforderlichen Maßnahmen zur Sicherstellung einer effizienten Selbstbestimmung des saharauischen Volkes, und dazu beitragen und die globale Stabilität der Region. "
Die UN müssen ihre Resolutionen durchzusetzen garantiert Selbstbestimmung und Marokko zu zwingen, sich an den Friedensplan und die Ausfahrt Gebiet der Westsahara, gegebenenfalls durch eine multinationale Truppe und am Ende die letzte Bastion des Kolonialismus in Afrika. Es ist erwähnenswert, dass Peru war einer der Nationen anerkannt, dass die saharauischen Demokratischen Arabischen Republik und sogar Botschafter präsentiert sein Mandat in der ersten Regierung von Präsident Alan García, sondern in l996 aus Gründen nicht geklärt "eingefroren" Beziehungen. Schließlich, Peru, eine Haltung kritisiert, mit Marokko-stimmten gegen die Stellungnahme der meisten südamerikanischen Ländern-von der Stimme enthalten über die Notwendigkeit der Entkolonialisierung der Westsahara, aber die Generalversammlung der Vereinten Nationen verabschiedet von einer großen Mehrheit mit 70 Ja-Stimmen bei keiner Gegenstimme und eine neue Resolution bekräftigt, dass die Frage der Westsahara war ein Problem, dass die Entkolonialisierung geht es um die Umsetzung der Resolution 1514 und deren Lösung muss durch die Ausübung von den Menschen der Sahara Westlich von ihr unveräußerliches Recht auf Selbstbestimmung. Lassen Sie alle, ein Blutbad in Afrika.
-------------------
Zveřejněná v Journal Asíd'claro, Lima-Peru, květen 2008
Severní Afrika na válku patky Frontu Polisario, by se vrátilo do zbraně

Dle Ricardo Sanchez-Serra *

Existuje národ, který existuje, ale není narodil a je saharského lidu, kteří žijí v Západní Sahaře (bývalé Španělské Sahary) a v uprchlických táborech v Alžírsku. Proč žít v bída a do zapomnění? Vzhledem k tomu, že Maroko zaútočila na svém území v roce 1975, pak koloniální moci, Španělsko, opustí svůj "53 provincií" bez přiznání práva na sebeurčení, který byl zasvěcený Organizací spojených národů (OSN) v roce 1975, prostřednictvím rezoluce 1514 (XV) z Valného shromáždění. Maroko tvrdil před Mezinárodním soudním dvorem v Haagu, a rozhodnutí bylo zcela negativní.
Soud konstatoval, že Sahary nebyla žádná terra nullius člověka zemi a že ani Maroko Mauretánie ani mít vazby na suverenitu, aby se tyto země nemají v historických práv nad územím a měly by ustoupit do sebe-určení pro saharského lidu. "Účetní dvůr uznává, že existují právní vazby omezeno. Tyto existují mezi jednu část západní Sahaře a Maroko a Mauretánie a mezi druhou stranu, ale nemají charakter teritoriální suverenity a nemůže měnit provádění rezoluce 1515 Valného shromáždění OSN, pokud jde o princip sebe-určení z populace na území, "říká část tohoto závažného rozhodnutí.
A "zelené března" marockých některých 350.000 lidí a 25.000 vojáků-azuzada král Hasan II-break v Západní Sahaře, aby příloha území, což vedlo k letu na domácí Saharawi lidí, vytváří obrovský uprchlického tábora v Tindouf v Alžírsku a který je domovem přibližně 180.000 tisíc lidí. Poté, co Maroko postavena tak-zvané "zdi hanby", některé 2.700 km, které střeží 200.000 vojáků.
Toto má zabránit tomu, aby Saharawi lidé vrátí na jejich území s jejich legitimní zástupce, Frontu Polisario. Tato organizace sama-vyhlášenou ze Sahary arabsky demokratické republiky, která je uznána více než 70 zemích. Frontu Polisario, byla vytvořena v roce 1973 s cílem dosáhnout nezávislosti na Španělsku. OSN byla uznána v roce 1975 a od té doby průběžně bojují s Marokem, v partyzánské válce až do roku 1991, kdy přestane-fire, aby usnadnila činnost OSN, která vytvořila mise Organizace spojených národů pro referendum v Sahaře Western (MINURSO).
Od té doby Západní Sahara doufá, referendum, které dilates stále manévry Moroccans a slabost OSN, která se zdá být neschopný provádění procesu sebe-určení. Maroko jen chce poskytnout autonomii, a zároveň velké využití ložiska fosfátů, ropy, železa a rybolovu bohatství Sahary. Frontu Polisario, v kontrastu, je nezávislost. Jednání sponzorovaná OSN po pěti kolech jsou na "slepé uličky".
Právě v dubnu, pro lidská práva, Výboru OSN na zasedání v Ženevě, Maroko odsouzen za porušování lidských práv v Západní Sahaře. Stejně jako dříve obdržel nesouhlas s Evropským parlamentem a organizací jako Amnesty International a Human Rights Watch. Vzhledem k tomu, všechny tyto vývoj, Frontu Polisario, mluvčí poukazují na to, že pokud nebude vyřešen konfliktu, jeho organizace se vrátí do zbraně a vyzval mezinárodní společenství, aby zasáhla a vyvíjet tlak na Maroko dosáhnout dekolonizace.
Španělsko by nemělo být roztržitý z její morální povinnost v tomto konfliktu, jako bývalá koloniální moci. Dokonce i profesoři mezinárodního práva a mezinárodní vztahy na této zemi na Manifest uvádí, že "španělská vláda má právní povinnost, politické a morální, aby přijaly veškerá nezbytná opatření, aby zajistily efektivní sebe-určení pro Saharawi lidí, a přispívají a celkovou stabilitu regionu. " OSN musí prosadit svá usnesení zaručující sebe-určení a na platnost Maroko podřídit se mírový plán a výstupu na území Západní Sahary, v případě potřeby prostřednictvím mnohonárodnostních sil a končí poslední bašta kolonialismu v Africe.
Stojí za zmínku, že Peru byl jedním z národů, aby poznal Saharawi arabské demokratické republiky a dokonce představil své pověřovací listiny velvyslanec v první vládě prezidenta Alan García, ale v l996 z důvodů, jež nebyly objasněny "zmrazil" vztahy.
Konečně, Peru, kritizoval postoj, s Maroko-hlasoval proti názoru většiny jihoamerických zemí-o abstinující na potřebu toho, aby dekolonizace Západní Sahary, nicméně Valného shromáždění Organizace spojených národů přijala převážnou většinou se 70 hlasy, nikdo nebyl proti, nová řešení opětovně zdůrazňuje, že otázka Západní Sahary byla dekolonizace problém, který vyžaduje provedení rezoluce 1514 a jejichž řešení se musí uskutečnit prostřednictvím výkon, který lidé na Sahaře West jejich nezadatelné právo na sebe-určení. Nechť všichni, a masakr v Africe.
--------------------

發表在雜誌上asíd'claro ，利馬-秘魯， 2008年5月北非的關於戰爭的基礎波利薩里奧陣線將返回武器由里卡多桑切斯-塞拉* 有一個民族的存在，但並非天生，是撒哈拉人民，誰住在西撒哈拉（原西屬撒哈拉）和在難民營中的阿爾及利亞。 為什麼生活在貧困和遺忘？因為摩洛哥入侵其領土在1975年，當時的殖民國，西班牙，放棄其“ 53省”給予的權利，自決權，這是consecrated由聯合國（聯合國）於1975年，通過第1514 （ XV ）號決議的大會。 摩洛哥聲稱之前，國際刑事法院的司法在海牙和執政黨是完全否定的。法院指出，撒哈拉並非無主地，沒有人的土地和，無論是摩洛哥，毛里塔尼亞，也有聯繫的主權，即是這些國家都沒有的歷史權利的領土，並應讓路給自決權為撒哈拉人民。 “法院承認存在一些法律關係的限制。這些都之間存在的一個部分西撒哈拉和摩洛哥和毛里塔尼亞之間，另一方面，但不具備的特點領土主權和不能改變決議的執行情況1515年的聯合國大會關於自決原則的決心的人口的領土，說： “部分的重大裁決。 “綠色三月”摩洛哥一些350,000人及2.5萬士兵- azuzada由國王哈桑二世-休息，在西撒哈拉的附件領土，導致飛行的土著撒哈拉人民，建立一個龐大的難民營，在廷杜夫在阿爾及利亞，這是在家中的一些180000萬人。 摩洛哥建成後，以所謂的“恥辱牆” ，一些2700公里，這是守衛20.0萬士兵。這是為了防止撒哈拉人返回到其領土上與他們的合法代表，波利薩里奧陣線。 這個組織自宣布阿拉伯語撒哈拉民主共和國，這是公認的70多個國家。波利薩里奧陣線創建於1973年與目的是實現從西班牙獨立。聯合國是公認的在1975年和自那時以來不斷的戰鬥與摩洛哥，作為一個游擊戰爭，直到1991年，當一個停火，以方便行動的聯合國，創立了聯合國公民投票特派團在撒哈拉西部（西撒特派團） 。 自那時以來，西撒哈拉全民投票的希望，擴張日益演習摩洛哥人和弱點，聯合國，這似乎無法執行的過程中的自決權。摩洛哥不僅要給予自治，而利用大型的存款，磷酸鹽，石油，鐵和漁業的財富撒哈拉。波利薩里奧陣線，在相比之下，旨在獨立。贊助商的談判由聯合國經過5輪，正處於一個“僵局” 。 最近，在今年4月，人權委員會，聯合國在日內瓦召開的會議，譴責摩洛哥為侵犯人權的行為在西撒哈拉。像以前收到的反對歐洲議會和組織，如大赦國際和人權觀察組織。 鑑於所有這些事態發展，波利薩里奧陣線的發言人指出，如果不解決衝突，他的組織將返回武器，並敦促國際社會進行干預和施加壓力，摩洛哥，以實現非殖民化。 西班牙不應該抽象，從道義上的責任，在這場衝突中，作為前殖民國。甚至教授國際法和國際關係，該國對宣言表示： “西班牙政府有法律義務，政治和道義上採取一切必要措施，以確保有效的自決權為撒哈拉人民，並有助於和整體區域的穩定“ 。 聯合國必須強制執行其決議，保證自決權和摩洛哥部隊遵守和平計劃，並退出西撒哈拉領土，如果有必要通過一個多國部隊和年底的最後堡壘的殖民主義在非洲。 這是值得一提的是，秘魯是一個國家，承認阿拉伯撒哈拉民主共和國，甚至大使遞交國書在第一屆政府總統阿蘭加西亞，但在1996年的原因未釐清， “凍結”關係。 最後，秘魯，立場的批評，與摩洛哥-反對的意見，大部分南美國家，按棄權就需要西撒哈拉非殖民化，但是，聯合國大會通過由以大比數70票贊成，零票反對，一項新的決議，重申西撒哈拉問題是一個非殖民化問題，涉及到決議的執行情況和1514年，其解決辦法必須發生通過行使，由人民的撒哈拉西其不可剝奪的自決權利的決心。 讓所有的，流血是在非洲。
-----------------

Offentliggjort i Journal Asíd'claro, Lima, Peru, maj 2008
Nordafrika om en krig fod
Polisario-fronten ville vende tilbage til våben

Ved Ricardo Sanchez-Serra *

Der er en nation, der eksisterer, men ikke er født og er den vestsahariske folk, der bor i Vestsahara (tidligere spansk Sahara) og i flygtningelejre i Algeriet. Hvorfor lever i armod og i glemmebogen? Fordi Marokko invaderede sit område i 1975, da den kolonimagt, Spanien, opgiver sine "53 provinsen" uden at give ret til selvbestemmelse, som blev indviet af De Forenede Nationer (FN) i 1975, ved resolution 1514 (XV) af Generalforsamling. Marokko hævdede, før Den Internationale Domstol i Haag og den regerende var helt negativ. Domstolen bemærkede, at Sahara ikke var terra nullius ingenmandsland, og at hverken Marokko eller Mauretanien har bånd af suverænitet, altså disse lande ikke har historiske rettigheder over området og bør vige for selvbestemmelse for det vestsahariske folk.
"Domstolen anerkender eksistensen af nogle juridiske bånd begrænses. Disse har eksisteret mellem en del af Vestsahara og Marokko og Mauretanien og blandt den anden side, men ikke har en karakter af territorial suverænitet og ikke kan ændre gennemførelsen af resolution 1515 fra FN's Generalforsamling til princippet om selvbestemmelse af befolkningerne i området, "siger en del af den skelsættende dom.
En "grøn marts" til de marokkanske omkring 350.000 mennesker og 25.000 soldater-azuzada af kong Hassan II-pauser i Vestsahara om annektering af territorium, hvilket fører til flyvningen af den indfødte vestsahariske folk, som skaber en enorm flygtningelejr i Tindouf i Algeriet, og som er hjemsted for nogle 180.000 tusinde mennesker. Efter Marokko bygget den såkaldte "skammens mur", nogle 2.700 kilometer, som er bevogtet af 200.000 soldater.
Dette er til hinder for det sahariske folks tilbagevenden til deres område til deres legitime repræsentant, Polisario-fronten. Denne organisation selvstændige proklameret vestsaharanske arabisk Demokratiske Republik, der er anerkendt af mere end 70 lande. Polisario-fronten blev oprettet i 1973 med det formål at opnå uafhængighed fra Spanien.
FN blev anerkendt i 1975 og siden da holdes kæmper med Marokko, som en guerillakrig indtil 1991, hvor en våbenhvile for at lette indsats i FN, der oprettede FN's mission for folkeafstemningen i Sahara Western (Minurso). Siden da Vestsahara håber folkeafstemningen, som dilaterer stigende manøvrer marokkanere og til at svække FN, som synes ude af stand til at gennemføre processen med selvbestemmelse.
Marokko kun ønsker at give autonomi, samtidig med at udnytte store forekomster af fosfat-, olie-, jern og fiskeri væld af Sahara. Polisario-fronten, derimod, søger uafhængighed. Forhandlingerne sponsoreret af FN efter fem runder, er på et "dødvande". Nylig i april, Menneskerettighedskommission i FN-møde i Geneve, fordømte Marokko for krænkelser af menneskerettighederne i Vestsahara. Ligesom tidligere modtaget misbilligelse af Europa-Parlamentets og organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch.
Da alle disse udviklinger, Polisario-fronten talsmænd har påpeget, at hvis ikke løst konflikten, hans organisation vil vende tilbage til våben og opfordrede det internationale samfund om at gribe ind og lægge pres på Marokko for at nå afkolonisering. Spanien ikke skal indvindes fra sin moralske forpligtelse i denne konflikt, som tidligere kolonimagt. Selv professorer i international ret og internationale forbindelser i det pågældende land om et manifest, at "den spanske regering har en retlig forpligtelse, politisk og moralsk til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre en effektiv selvbestemmelse for det vestsahariske folk, og bidrage og den generelle stabilitet i regionen.
" FN må håndhæve sine beslutninger garanterer selvbestemmelse og tvinge Marokko til at overholde den fredsplan og udrejse område Vestsahara, om nødvendigt ved hjælp af en multinational styrke og slutter den sidste bastion for kolonialisme i Afrika. Det er værd at nævne, at Peru var en af de nationer, der anerkendte den vestsahariske Demokratiske Arabiske Republik og endda ambassadør præsenterede sin prøvelse i den første regering af præsident Alan García, men i l996 årsager ikke klarlagt "frøs" forbindelser.
Endelig, Peru, en holdning kritiseres, med Marokko-stemte imod udtalelsen fra de fleste lande i Sydamerika-by undlod at stemme om behovet for afkoloniseringen af Vestsahara imidlertid, at FN's Generalforsamling vedtog med et stort flertal med 70 stemmer for og ingen imod, en ny resolution bekræfter, at spørgsmålet om Vestsahara var en afkolonisering problem, der indebærer gennemførelse af resolution 1514, og hvis løsning skal ske gennem udøvelsen af befolkningen i Sahara Vest for deres umistelige ret til selvbestemmelse.
Lad alle, et blodbad i Afrika.

-------------------------

Δημοσιεύθηκε στην Εφημερίδα Asíd'claro, Λίμα του Περού, Μάιος 2008
Βόρεια Αφρική για έναν πόλεμο μοίρα
Το Μέτωπο Πολισάριο θα επιστρέψουν στα όπλα

Με Ricardo Sanchez-Serra * Υπάρχουν ένα έθνος που υπάρχει, αλλά δεν έχουν γεννηθεί και είναι Σαραουί, που ζουν στη Δυτική Σαχάρα (Πρώην Ισπανική Σαχάρα) και στα στρατόπεδα προσφύγων στην Αλγερία. Γιατί ζούμε σε penury και στη λήθη; Λόγω του Μαρόκου εισέβαλαν στο έδαφός του 1975, τότε η αποικιοκρατική δύναμη, την Ισπανία, εγκαταλείπει το "53 επαρχία" χωρίς τη χορήγηση του δικαιώματος στην αυτοδιάθεση, που ήταν consecrated από τον Οργανισμό Ηνωμένων Εθνών (ΟΗΕ) το 1975, με το ψήφισμα 1514 (XV) της Γενικής Συνέλευσης. Μαρόκο υποστήριξε ενώπιον του Διεθνούς Δικαστηρίου στη Χάγη και η απόφαση ήταν εντελώς αρνητική. Το Δικαστήριο σημείωσε ότι η Σαχάρα δεν ήταν terra nullius δεν νεκρή ζώνη και ότι δεν το Μαρόκο Μαυριτανία δεν έχουν δεσμούς της κυριαρχίας, δηλαδή, οι χώρες αυτές δεν έχουν ιστορικά δικαιώματα πάνω από το έδαφος και θα πρέπει να δώσουν τη θέση τους στην αυτοδιάθεση, για λαού των Σαχράουι. "Το Ελεγκτικό Συνέδριο αναγνωρίζει την ύπαρξη ορισμένων νομικών δεσμών κλειστή. Αυτά υπήρχαν μεταξύ ενός τμήματος της Δυτικής Σαχάρας και του Μαρόκου και της Μαυριτανίας, καθώς και μεταξύ των άλλη πλευρά, αλλά δεν έχουν χαρακτήρα της εδαφικής κυριαρχίας και δεν μπορεί να τροποποιήσει την εφαρμογή του ψηφίσματος 1515 της Γενικής Συνέλευσης του ΟΗΕ όσον αφορά την αρχή της αυτοδιάθεσης των λαών του πληθυσμού της επικράτειας », λέει μέρος της βαρυσήμαντη απόφαση. Μια «Πράσινη Μαρτίου" των μαροκινών κάποια 350.000 άτομα και 25.000 στρατιωτών-azuzada από τον βασιλιά Χασάν Β-διαλείμματα στη Δυτική Σαχάρα για να προσαρτήσει το έδαφος, με αποτέλεσμα να την πτήση του ιθαγενούς λαού των Σαχραουί, δημιουργώντας ένα τεράστιο στρατόπεδο προσφύγων στο Tindouf στην Αλγερία και το οποίο φιλοξενεί μερικούς 180.000 χιλιάδες άτομα. Μετά το Μαρόκο κατασκευαστεί το λεγόμενο "τείχος της ντροπής", περίπου 2.700 χιλιόμετρα, η οποία είναι επιφυλακτική, από 200.000 στρατιώτες. Αυτή είναι η πρόληψη λαού των Σαχραουί επιστροφή τους στην επικράτειά τους με νόμιμο εκπρόσωπο, το Μέτωπο Πολισάριο. Αυτή η αυτο-οργάνωση κήρυξε Σαραουί Αραβικά Λαϊκή Δημοκρατία, η οποία είναι αναγνωρισμένη από περισσότερες από 70 χώρες. Το Μέτωπο Πολισάριο δημιουργήθηκε το 1973 με στόχο την επίτευξη της ανεξαρτησίας της από την Ισπανία. Ο ΟΗΕ έχει αναγνωρίσει το 1975 και έκτοτε τηρούνται αγωνίζεται μαζί με το Μαρόκο, ως ένα αντάρτικο πόλεμο μέχρι το 1991, όταν μια κατάπαυση του πυρός για να διευκολύνει τη δράση των Ηνωμένων Εθνών, το οποίο δημιούργησε η αποστολή των Ηνωμένων Εθνών για το Δημοψήφισμα στη Σαχάρα Δυτική (MINURSO). Από τότε η Δυτική Σαχάρα ελπίζει το δημοψήφισμα, το οποίο dilates όλο maneuvers Μαροκινούς και η αδυναμία του ΟΗΕ, η οποία εμφανίζεται ανίκανη της εφαρμογής της διαδικασίας της αυτοδιάθεσης των λαών. Μαρόκο μόνο θέλει να δώσει αυτονομία, με παράλληλη εκμετάλλευση των μεγάλων κοιτασμάτων του φωσφορικού, του πετρελαίου, του σιδήρου και του αλιευτικού πλούτου της Σαχάρας. Το Μέτωπο Πολισάριο, αντίθετα, επιδιώκει την ανεξαρτησία του. Οι διαπραγματεύσεις που χρηματοδοτείται από τον ΟΗΕ μετά από πέντε γύρους, βρίσκονται σε "αδιέξοδο". Πρόσφατα, τον Απρίλιο, η Επιτροπή Ανθρωπίνων Δικαιωμάτων του ΟΗΕ στη Γενεύη συνάντηση, καταδίκασε το Μαρόκο για παραβίαση των ανθρωπίνων δικαιωμάτων στη Δυτική Σαχάρα. Όπως και προηγουμένως λάβει την απόρριψη του Ευρωπαϊκού Κοινοβουλίου και οργανώσεις όπως η Διεθνής Αμνηστία και το Παρατηρητήριο Ανθρωπίνων Δικαιωμάτων. Δεδομένων όλων αυτών των εξελίξεων, το Μέτωπο Πολισάριο ομιλητές επεσήμαναν ότι εάν δεν επιλυθεί η διένεξη, ο οργανισμός θα επανέλθει με όπλα και κάλεσε τη διεθνή κοινότητα να παρέμβει και να ασκήσει πίεση στο Μαρόκο για την επίτευξη της αποικιοκρατίας. Η Ισπανία δεν πρέπει να αφηρημένο από την ηθική υποχρέωση σε αυτή τη σύγκρουση, ως πρώην αποικιοκρατική δύναμη. Ακόμη και καθηγητές του Διεθνούς Δικαίου και Διεθνών Σχέσεων της χώρας σε ένα μανιφέστο δήλωσε ότι «η Ισπανική κυβέρνηση έχει τη νομική υποχρέωση, πολιτικό και ηθικό να λαμβάνουν όλα τα αναγκαία μέτρα προκειμένου να διασφαλιστεί η αποτελεσματική αυτοδιάθεσης για το λαό των Σαχραουί, και να συμβάλει και τη γενική σταθερότητα της περιοχής ". Ο ΟΗΕ πρέπει να επιβάλει τις αποφάσεις που εγγυώνται την αυτοδιάθεση και να ισχύει το Μαρόκο για να συμμορφωθεί με το ειρηνευτικό σχέδιο και την έξοδο στο έδαφος της Δυτικής Σαχάρας, αν είναι αναγκαίο, μέσω της πολυεθνικής δύναμης και τέλος το τελευταίο προπύργιο της αποικιοκρατίας στην Αφρική. Αξίζει να σημειωθεί ότι το Περού ήταν ένα από τα έθνη που αναγνώρισε τη Λαϊκή Αραβική Δημοκρατία της Σαχάρας και μάλιστα παρουσίασε τα διαπιστευτήρια πρέσβης στην πρώτη κυβέρνηση του Προέδρου Alan García, αλλά σε l996 για λόγους που δεν διευκρινίστηκε "πάγωσε" τις σχέσεις. Τέλος, το Περού, μια στάση κριτική, με το Μαρόκο-ψήφισαν κατά τη γνώμη των περισσοτέρων χωρών της Νότιας Αμερικής-από την αποχή της σχετικά με την ανάγκη της αποαποικιοποίησης της Δυτικής Σαχάρας, ωστόσο, η Γενική Συνέλευση των Ηνωμένων Εθνών ενέκρινε με μεγάλη πλειοψηφία με 70 ψήφους υπέρ και κανείς δε κατά, ένα νέο ψήφισμα που θα επιβεβαιώνει ότι το ζήτημα της Δυτικής Σαχάρας αποικιοκρατίας ήταν ένα πρόβλημα που αφορά την εφαρμογή του ψηφίσματος 1514 και των οποίων η λύση πρέπει να προκύψει μέσα από την άσκηση εκ μέρους του λαού της Σαχάρας Δυτική τους αναφαίρετο δικαίωμα στην αυτοδιάθεση. Αφήστε όλα, ένα λουτρό αίματος στην Αφρική.
--------------

Gepubliceerd in het Journal Asíd'claro, Lima-Peru, mei 2008
Noord-Afrika op voet van oorlog
Het Polisario Front zou terugkeren naar wapens
Door Ricardo Sanchez-Serra *

Er zijn een volk dat niet bestaat, maar niet geboren en is het Saharawi-volk, die wonen in de Westelijke Sahara (voormalige Spaanse Sahara) en in vluchtelingenkampen in Algerije. Waarom wonen in penury en in de vergetelheid? Omdat Marokko binnengedrongen zijn grondgebied in 1975, toen de koloniale macht, Spanje, verlaat de "53" is zonder toekenning van het recht op zelfbeschikkingsrecht, die werd ingewijd door de Verenigde Naties (VN) in 1975, door middel van Resolutie 1514 (XV) van de Algemene Vergadering. Marokko voerde voor het Internationale Hof van Justitie in Den Haag en de uitspraak was volledig negatief.
De Rekenkamer heeft vastgesteld dat de Sahara niet was no man's land niemandsland en dat noch Marokko, noch Mauritanië hebben banden van de soevereiniteit, dat wil zeggen dat deze landen hebben geen historische rechten over het grondgebied en de plaats te maken voor zelfbeschikking voor de Saharawi-volk.
"Het Hof erkent het bestaan van een aantal juridische banden beperkt. Deze hebben bestaan tussen een deel van de Westelijke Sahara en Marokko en Mauritanië en onder de andere kant, maar niet beschikken over een teken van de territoriale soevereiniteit en kan geen afbreuk aan de uitvoering van resolutie 1515 van de Algemene Vergadering van de VN met betrekking tot het beginsel van zelfbeschikking van de bevolking van het grondgebied, "zegt een deel van de uiterst belangrijke uitspraak.
Een "groene maart" van Marokkaanse circa 350.000 mensen en 25.000 soldaten-azuzada door koning Hassan II-onderbrekingen in de Westelijke Sahara naar de bijlage het grondgebied, hetgeen leidde tot de vlucht van de autochtone Saharawi-volk, waardoor er een enorme vluchtelingenkamp in Tindouf in Algerije en dat is de woonplaats van ongeveer 180.000 duizend mensen. Na Marokko bouwde de zogenaamde "muur van de schande", een 2.700 kilometer, die wordt bewaakt door 200.000 soldaten.
Dit is om te voorkomen dat de Saharawi-volk terug te keren naar hun grondgebied met hun legitieme vertegenwoordiger, het Polisario Front. Deze organisatie zelf uitgeroepen Saharaanse Arabische Democratische Republiek, dat wordt erkend door meer dan 70 landen. Het Polisario Front werd in 1973 opgericht met als doel het bereiken van onafhankelijkheid van Spanje.
De VN is erkend in 1975 en sindsdien blijven strijden met Marokko, als een guerrilla tot 1991, toen een staakt-het-vuren om de actie van de VN, waarmee de VN-missie voor het referendum in de Sahara Western (MINURSO).
Sindsdien is de Westelijke Sahara hoopt het referendum, die dilates manoeuvres steeds meer Marokkanen en de zwakte van de VN, die er blijkbaar niet in staat de uitvoering van het proces van zelfbeschikking. Marokko wil alleen tot het verlenen van autonomie, maar het benutten van grote deposito's van fosfaat-, olie-, ijzer-en visserij-rijkdom van de Sahara. Het Polisario Front, in contrast, beoogt de onafhankelijkheid. De onderhandelingen gesponsord door de VN na vijf rondes, zijn in een "impasse".
Onlangs, in april, de Commissie mensenrechten van de VN-vergadering in Genève, Marokko veroordeeld voor schending van de mensenrechten in de Westelijke Sahara. Zoals eerder is ontvangen afkeuring van het Europees Parlement en organisaties als Amnesty International en Human Rights Watch. Gezien al deze ontwikkelingen, het Polisario Front woordvoerders hebben erop gewezen dat, indien geen oplossing van het conflict, zijn organisatie zal terug naar de armen en riep de internationale gemeenschap om in te grijpen en druk op Marokko te bereiken dekolonisatie.
Spanje moet niet worden onttrokken uit de morele plicht in dit conflict, als voormalige koloniale macht. Zelfs professoren van het internationaal recht en internationale betrekkingen van dat land op een manifest gesteld dat de Spaanse regering heeft een wettelijke verplichting, politieke en morele alle nodige maatregelen te nemen om te zorgen voor effectieve zelfbeschikking voor de Saharawi-volk, en dragen en de algemene stabiliteit van de regio. " De VN moet de handhaving van zijn resoluties garanderen van zelfbeschikking en Marokko te dwingen zich te houden aan het vredesplan en verlaat het grondgebied van de Westelijke Sahara, indien nodig door middel van een multinationale strijdmacht en eindigt het laatste bolwerk van het kolonialisme in Afrika.
Vermeldenswaard is dat Peru was een van de landen die erkende de Saharaanse Arabische Democratische Republiek en zelfs ambassadeur presenteerde zijn geloofsbrieven in de eerste regering van president Alan García, maar in l996 om redenen die niet duidelijk "bevroren" betrekkingen. Tot slot, Peru, een houding verweten, met Marokko-tegen het advies van de meeste Zuid-Amerikaanse landen-door onthouden van stemming over de noodzaak voor de dekolonisatie van de Westelijke Sahara, maar de Algemene Vergadering van de Verenigde Naties aangenomen met een grote meerderheid met 70 stemmen voor en geen tegen, een nieuwe resolutie aan waarin staat dat de kwestie van de Westelijke Sahara was een dekolonisatie probleem dat betrekking heeft op de uitvoering van resolutie 1514 en waarvan de oplossing moet worden gebracht door de uitoefening door de bevolking van de Sahara Ten westen van hun onvervreemdbare recht op zelfbeschikking.
Laten we allemaal, een bloedbad in Afrika.
----------------------

asíd'claro誌に掲載された、リマ-ペルー、 2008年5月北アフリカは、戦時体制下にフロントに戻って腕のポリをリカルドサンチェス-セラ* には、国が存在する場合は、 sahrawiが生まれるとは、人々は、 whoに住んで西サハラ（旧スペイン語サハラ）とアルジェリアの難民キャンプで。 貧乏暮らしをしに忘れ去られるなぜですか？モロッコで1975年のため、自国の領土を侵略、植民地権力入力し、スペイン、放棄" 53省"と自己決定する権利を付与された聖体拝領された国連（ UN ）は1975年、 1514を通じて解決方法（ 15 ）の国連総会のです。 モロッコと主張する前に、ハーグ国際法廷の正義と与党は完全に除外します。裁判所によると、サハラはない無主の地がない男のどちらの土地との結び付きをモロッコやモーリタニアの主権が、それは、これらの国の権利はありませんの歴史に道を譲るの領土とは、民族自決をsahrawiの人々です。 "裁判所の存在を認識し、いくつかの法的な関係に制限されます。これらの間に1つの部分が存在し、西サハラ、モロッコ、モーリタニアと、他の手の中、しかし、持ちでない方は主権と領土の文字を変更して実施することはできませんが国連総会決議1515については自決の原則は、人口の領土"と言う部分の重大な判決です。 "グリーン年3月"のモロッコのいくつかの350,000人と兵士- azuzadaされ25,000国王ハッサン2世-休憩附属書は、西サハラの領土を筆頭に、サハラウィのフライトは、先住民族の人々は、巨大な難民キャンプにティンドーフを作成するアルジェリア、これはホームの人々にいくつかの180,000千米ドルです。 モロッコ建設した後、いわゆる"壁の恥" 、いくつかの二七〇 〇キロ、 20万人の兵士が守られています。これはサハラウィの人々を防ぐには戻って自国の領土に合法的な代表は、ポリサリオ戦線です。 この組織sahrawiアラビア語自称民主共和国、これは70カ国以上で認識されています。のポリサリオ戦線が作成する目的で1973年にスペインからの独立を達成します。 1975年、国連が認識され、その後の戦いで保管モロッコ、 1991年までゲリラ戦として、停戦ときにアクションを容易にするため、国連は、国連の使命を作成して、国民投票は、サハラ洋画（ minurso ） 。 それ以来、西サハラの住民投票を期待して、これが拡張するとますますmoroccans演習にふけってしまって、国連、これが表示されたら無能の自己決定のプロセスを実装します。自治権を付与するモロッコのみを望む、大規模な預金のリン酸塩を悪用、石油、鉄や釣りの富は、サハラです。ポリサリオ戦線は、対照的に、独立を求めています。主催するのは国連の交渉の後、 5つのラウンドは、 "行き詰まり"です。 最近では、 4月には、国連の人権委員会のジュネーブ会議で、死刑囚の人権違反の疑いでモロッコ西サハラです。不承認のように、以前は次の受信など、欧州議会や組織アムネスティインターナショナルやヒューマンライツウォッチです。 与えられたすべてのこれらの発展には、ポリサリオ戦線のスポークスマンが指摘されて紛争解決していない場合は、彼の腕や組織に復帰することを促し、国際社会のへの介入と脱植民地を達成するためにモロッコに圧力をかける。 スペインはならない道徳的義務から心ここにあらず、この紛争は、旧宗主国としてします。さらに国際法と国際関係の教授あの国のは、マニフェストの記載では"スペイン政府には、法律上の義務、政治的、道義的に必要なすべての措置を取るを確保するために効果的な民族自決をサハラウィの人々 、および貢献と、その地域全体の安定性を。 " 国連の決議を保証する必要があります。強制自決を強制的にモロッコとの和平案を順守すると終了して領西サハラ、必要に応じてエンドを介して多国籍軍とアフリカの植民地主義の最後の砦です。 これは特筆すべきことは、ペルーのいずれかの国の民主主義を認識してサハラウィアラブ共和国、さらには大使の資格情報を提示彼の最初の政府大統領のアランガルシア、 l996しかし、理由は明らかに"凍結"の関係です。 最後に、ペルー、批判する姿勢は、反対票を投じたの意見をモロッコのほとんどの南米諸国では、棄権の必要性は、脱植民地の西サハラ、しかし、国連総会採択された大多数の票を賛成70 、反対なしに、新しい解決方法を再確認して問題の西サハラは、脱植民地問題を解決方法の実装では、 1514と、その解決策の行使される必要がありますを通じて人々のサハラ西の自己決定権を奪うことのできない。 全ては、アフリカでの大量殺りくです。
-----------------

Publisert i Journal Asíd'claro, Lima-Peru, mai 2008
Nord-Afrika på en krig fotfeste
The Polisario Front ville gå tilbake til armene

Ved Ricardo Sanchez-Serra *

Det er en nasjon som finnes, men ikke født og er Sahrawi mennesker, som bor i Vest-Sahara (tidligere Spansk Sahara) og i flyktning leir i Algerie. Hvorfor bor i penury og inn i glemsel? Siden Marokko invaderte deres territorium i 1975, da den koloniale makt, Spania, abandons sin "53-provinsen" uten å gi rett til seg selv-bestemmelse, som ble innviet av de Forente Nasjoner (FN) i 1975, gjennom resolusjon 1514 (XV) av General Assembly. Marokko hevdet før Den internasjonale domstolen i Haag og avgjørelse var helt negativ. Retten bemerket at Sahara var ikke terra nullius no man's land, og at hverken Marokko eller Mauritania har båndene av suverenitet, det er disse landene ikke har historiske rettigheter over territorier og bør vike til selvbestemmelse for Sahrawi people.
"The Court anerkjenner eksistensen av noen juridiske bånd begrenset. Disse har eksistert mellom en del av Vest-Sahara og Marokko og Mauritania og blant andre hånden, men ikke har karakter av territorielle suverenitet og kan ikke endre gjennomføring av resolusjon 1515 i FNs generalforsamling om prinsippet om selvbestemmelse av befolkningen i området, sier en del av en betydningsfull avgjørelse. En "Grønn mars" av marokkanske noen 350.000 personer og 25.000 soldater-azuzada av kong Hassan II-bryter i Vest-Sahara til vedlegg territoriet, noe som fører til flukt av de innfødte Saharawi folk, som skaper en stor flyktningleir i Tindouf i Algerie og som er hjemstedet til noen 180.000 tusen mennesker.
Etter Marokko bygde såkalt "wall of shame", noen 2.700 kilometer, som er bevoktet av 200.000 soldater. Dette er for å forhindre Saharawi folk tilbake til deres territorium med sine legitime representant, Polisario Front. Denne organisasjonen selv-proklamere Sahrawi Arabisk demokratiske republikk, som er anerkjent av mer enn 70 land.
The Polisario Front ble opprettet i 1973 med sikte på å oppnå uavhengighet fra Spania. FN ble anerkjent i 1975 og har siden da holdt slåss med Marokko, som en guerrilla war inntil 1991, da en våpenhvile for å legge til rette handlingen av FN, som opprettet United Nations Mission for folkeavstemningen i Sahara Western (Minurso). Siden da Vest-Sahara håper det folkeavstemning, som dilates stadig maneuvers Moroccans og svakhet i FN, som synes ute av stand til å gjennomføre prosessen med selvbestemmelse. Marokko bare ønsker å gi autonomi, mens utnytte store forekomster av fosfat, olje, jern og fiske vell av Sahara. The Polisario Front, i kontrast, søker uavhengighet.
Forhandlinger sponset av FN etter fem runder, er at en "blindgate". Nylig, i april, Human Rights Committee i FN-møtet i Geneve, Marokko dømt for brudd på menneskerettighetene i Vest-Sahara. Som tidligere fikk ikke ble godkjent av EU-parlamentet og organisasjoner som Amnesty International og Human Rights Watch. Gitt all denne utviklingen, Polisario Front spokesmen har påpekt at dersom ikke løst konflikten, hans organisasjon vil gå tilbake til armer og oppfordret det internasjonale samfunnet å gripe inn og legge press på Marokko for å oppnå Avkolonisering.
Spania bør ikke være Hang til abstraksjon fra sin moralske plikt i denne konflikten, som tidligere koloniale makt. Selv professorer av internasjonal lov og internasjonale forbindelser i dette landet på et manifest uttalt at "den spanske regjeringen har en rettslig forpliktelse, politisk og moralsk til å treffe alle nødvendige tiltak for å sikre effektiv selvbestemmelse for Saharawi mennesker, og bidra og stabilitet i regionen. "
FN må håndheve sine vedtak garantere selvbestemmelse og å tvinge Marokko til å overholde fredsavtalen plan og avslutte territoriet til Vest-Sahara, om nødvendig gjennom en multinasjonal styrke og avslutte den siste bastion av kolonialisme i Afrika. Det er verdt å nevne at Peru var en av de nasjonene som anerkjente den Saharawi Arab Democratic Republic og selv ambassadør presenterte sin legitimasjon i den første regjeringen til president Alan García, men i l996 årsaker ikke klarlagt "froze" forbindelser.
Til slutt, Peru, en holdning kritisert, med Marokko-stemt mot den oppfatning av de søramerikanske land-by abstaining på behovet for Avkolonisering av Vest-Sahara, derimot, United Nations General Assembly vedtatt av et stort flertall med 70 stemmer i favør og ingen mot en ny resolusjon som igjen bekreftet at spørsmålet om Vest-Sahara var en Avkolonisering problemet som innebærer gjennomføring av resolusjon 1514, og hvis løsning må skje gjennom utøvelse av folket i Sahara Vest for sine inalienable rett til selvbestemmelse.
La alt et blodbad i Afrika.
------------------

Опубликовано в журнале Asíd'claro, Лима-Перу, май 2008
года В Северной Африке на основе войны
Фронт ПОЛИСАРИО, будут возвращаться к оружию

По Рикардо Санчес-Серра *

Есть нации, которая существует, но не родился, и сахарской людей, которые проживают в Западной Сахаре (бывший Испанская Сахара), а также в лагерях беженцев в Алжире. Почему жить в penury и в Лету? Из Марокко вторглась на его территории в 1975 году, после колониального господства, Испании, откажется от своей "53 провинции" без предоставления права на самоопределение, который был освящен в Организации Объединенных Наций (ООН) в 1975 году, в резолюции 1514 (XV) Генеральной Ассамблеи. Марокко заявил перед Международным судом в Гааге, и решение было абсолютно негативной. Суд отметил, что Сахара не является терра nullius "ничейной" земле и что ни Марокко, ни Мавритания связей суверенитета, то есть эти страны не имеют исторические права на территорию и должна уступить место самоопределении сахарского народа. "Суд признает наличие некоторых правовых связей ограничен. Они существовали между одной части Западной Сахары и Марокко и Мавританией и среди другой стороны, но не имеют характер территориального суверенитета и не может изменить выполнения резолюции 1515 Генеральной Ассамблеи ООН в отношении принципа самоопределения от населения территории ", гласит часть историческое решение. "Зеленый марта" марокканских около 350000 человек и 25000-azuzada солдат короля Хасана II-брейков в Западной Сахаре аннексировать территории, что приводит к полет коренных сахарского народа, создавая огромный лагерь беженцев в Тиндуфе в Алжире, и где проживает около 180.000 тыс. человек. После Марокко построена так называемая "стена позора", около 2.700 км, который охранялся 200.000 солдат. Это предотвратит сахарского народа вернуться на свою территорию со своим законным представителем, Фронт Полисарио. Эта организация самопровозглашенной Сахарской арабский Демократической Республики, которое признано более чем в 70 странах. Фронт Полисарио был создан в 1973 году с целью достижения независимости от Испании. ООН была признана в 1975 году и с тех пор хранятся боевые действия с Марокко, как партизанской войны вплоть до 1991 года, когда прекращение огня в целях содействия деятельности ООН, который создал Миссия Организации Объединенных Наций по проведению референдума в Сахаре Западный (МООНРЗС). С тех пор надеется, Западной Сахаре референдума, который dilates все маневры марокканцев и слабость ООН, который, как неспособного осуществления процесса самоопределения. Марокко только хочет предоставить автономию, в то время как используют большие запасы фосфатов, нефть, железо и рыбалка богатство Сахары. Фронт ПОЛИСАРИО, напротив, стремится независимости. Переговоры под эгидой ООН, после пяти раундов, находятся в "тупик". Недавно, в апреле, Комитет по правам человека в ООН в Женеве заседании Марокко осудили за нарушение прав человека в Западной Сахаре. Как и ранее полученных осуждение Европейского парламента и организаций, таких как "Международная амнистия" и "Хьюман райтс уотч". Учитывая все эти изменения, представители Фронта Полисарио уже указывали, что если не будет урегулирован конфликт, то его организация будет возвращаться к оружию и призывает международное сообщество вмешаться и оказать давление на Марокко добиться деколонизации. Испания не должна забираемой из его моральный долг в этот конфликт, как бывшая колониальная держава. Даже профессоров международного права и международных отношений этой страны по манифест заявил, что "испанское правительство имеет юридического обязательства, политическую и моральную принять все необходимые меры для обеспечения эффективного самоопределении сахарского народа, и внести вклад и общей стабильности в регионе ". ООН должна обеспечивать свои резолюции, гарантирующие самоопределение и заставить Марокко соблюдать мирный план и выезд территории Сахары, в случае необходимости с помощью многонациональных сил и окончания последней оплотом колониализма в Африке. Следует отметить, что Перу является одной из стран, которая признала Сахарской Арабской Демократической Республики и даже посол вручил свои верительные грамоты в первом правительства президент Алан Гарсиа, но в l996 по причинам, не уточнил "заморозили" отношений. Наконец, Перу, критиковали позицию, с Марокко-проголосовали против мнения большинства стран Южной Америки-на воздержание от необходимости деколонизации Западной Сахары, однако, Генеральная Ассамблея Организации Объединенных Наций, принятой подавляющим большинством голосов с 70 голосами за и ни одного против новой резолюции, подтверждающие, что вопрос о Западной Сахаре проблеме деколонизации, что предполагает осуществление резолюции 1514 и решение которых должно осуществляться за счет осуществления народом Сахары К западу от своего неотъемлемого права на самоопределение.
Пусть все, кровопролитие в Африке.
----------------

Publicerad i Journal Asíd'claro, Lima, Peru, maj 2008
Nordafrika i ett krig fot
Polisario skulle återvända till vapen

Genom Ricardo Sanchez-Serra *

Det finns en nation som finns, men inte är födda och är den västsahariska befolkningen, som bor i Västsahara (tidigare Spanska Sahara) och i flyktingläger i Algeriet. Varför leva i penury och i glömska? Eftersom Marocko invaderade landet 1975, då den kolonialmakt, Spanien, överger sina "53 provinsen" utan att medge rätt till självbestämmande, som var invigd i Förenta nationernas (FN) under 1975, genom resolution 1514 (XV) av generalförsamlingen.
Marocko hävdade inför Internationella domstolen i Haag och dom var helt negativt. Domstolen påpekade att Sahara inte var terra nullius ingenmansland och att varken Marocko eller Mauretanien har band av suveränitet, det är dessa länder inte har historiska rättigheter över det territorium och bör ge vika för självbestämmande för det västsahariska folket. "Domstolen erkänner att det finns juridiska band begränsas.
Dessa har funnits mellan en del av Västsahara och Marocko och Mauretanien och bland andra sidan, men inte har en karaktär av territoriella suveränitet och kan inte påverka genomförandet av resolution 1515 i FN: s generalförsamling om principen om självbestämmande av befolkningen i landet, säger en del av det epokgörande dom.
En "grön mars" av marockanska cirka 350.000 personer och 25.000 soldater-azuzada av kung Hassan II-raster i Västsahara att annektera territorium, vilket ledde till flykt av den inhemska västsahariska folket, skapar en enorm flyktinglägret i Tindouf i Algeriet och där bor ungefär 180.000 tusen människor. Efter Marocko byggt den så kallade "skammens mur", vissa 2.700 kilometer, vilket är bevakad av 200.000 soldater.
Detta är att se till att det västsahariska folket återvända till deras territorium med deras legitima företrädare, Polisario. Denna organisation själv proklamerade sahariska arabiska demokratiska republiken, vilket har erkänts av mer än 70 länder.
Polisario bildades 1973 med målsättningen att uppnå självständighet från Spanien. FN har erkänt 1975 och sedan dess kämpar med Marocko, som ett gerillakrig fram till 1991, då ett eldupphör för att underlätta åtgärder av FN, som skapade FN: s mission för folkomröstningen i Sahara Western (MINURSO).
Sedan dess Västsahara hoppas folkomröstningen, som dilaterar alltmer manöver marockaner och svagheten i FN, som verkar oförmögna att genomföra processen för självbestämmande. Marocko vill bara ge självständighet, samtidigt som stora fyndigheter av fosfat, olja, järn och fiske rikedom om Sahara. Polisario, däremot, söker självständighet. Förhandlingar sponsras av FN efter fem omgångar, är i en "återvändsgränd". Nyligen, i april, kommittén för mänskliga rättigheter i FN: s möte i Genève, fördömde Marocko för brott mot de mänskliga rättigheterna i Västsahara.
Liksom tidigare fått kritik av Europaparlamentets och organisationer som Amnesty International och Human Rights Watch. Eftersom alla dessa händelser, Polisario talesmän har påpekat att om inte löst konflikten, hans organisation kommer att återgå till vapen och uppmanade det internationella samfundet att ingripa och sätta press på Marocko att uppnå avkolonisering. Spanien bör inte abstrakt från deras moraliska skyldighet i denna konflikt, som tidigare kolonialmakten.
Även professorer i folkrätt och internationella relationer i landet i ett manifest att "den spanska regeringen har en rättslig skyldighet, politiska och moraliska att vidta alla nödvändiga åtgärder för att säkerställa en effektiv självbestämmande för det västsahariska folket, och bidra och den övergripande stabiliteten i regionen. "
FN måste driva igenom sina resolutioner som garanterar självbestämmande och att tvinga Marocko att hålla fast vid den fredsplan och utresa territoriet i Västsahara, om så krävs via en multinationell styrka och avslutas den sista bastion av kolonialism i Afrika. Det är värt att nämna att Peru var en av de nationer som erkänt den västsahariska Demokratiska Arabrepubliken till och med ambassadören presenterade sin identitet i första regering för president Alan García, men i l996 av skäl som inte klargjorts "frös" relationer. Slutligen, Peru, en hållning kritiserats, med Marocko-röstade emot yttrandet från de flesta sydamerikanska länder, genom att avstå om behovet av avkoloniseringen av Västsahara, FN: s generalförsamling antog av en stor majoritet med 70 röster för och inget emot en ny resolution som bekräftar att frågan om Västsahara var en avkolonisering problem som omfattar genomförandet av resolution 1514 och vars lösning måste ske genom utövandet av folket i Sahara Väster om deras omistliga rätt till självbestämmande.
Låt alla, ett blodbad i Afrika.
-------------------

Publicată în Oficial Asíd'claro, Lima-Peru, mai 2008
Africa de Nord pe un picior de razboi
Frontul Polisario de-ar reveni la arme

Prin Ricardo Sanchez-Serra *

Există o naţiune care există, dar nu este născut şi Sahrawi de persoane, care locuiesc în Sahara de Vest (fosta Sahara spaniolă) şi în lagăre de refugiaţi din Algeria. De ce trăiesc în penuria si in uitare? Deoarece Maroc invadat teritoriul său în 1975, apoi de putere colonială, Spania, abandoneaza sale "53 provincie", fără acordarea dreptului de a autodeterminării, care a fost consacrat de către Organizaţia Naţiunilor Unite (ONU) în 1975, prin Rezoluţia 1514 (XV) a Adunării Generale.
Maroc susţinut în faţa Curţii Internaţionale de Justiţie de la Haga şi a pronunţat o hotărâre a fost total negativ. Curtea a observat că nu a fost Sahara de ţară nullius nu man's land şi că nici Maroc Mauritania şi nici nu au legături de suveranitate, care este, aceste ţări nu au drepturi istorice asupra teritoriului şi ar trebui să dea un fel de auto-determinare pentru Sahrawi oameni. "Curtea recunoaşte existenţa unor legături juridice restricţionat.
Acestea au existat între o parte din Sahara Occidentală şi Maroc şi Mauritania şi în rândul de altă parte, dar nu au un caracter de suveranitate teritorială şi nu poate modifica la punerea în aplicare a rezoluţiei 1515 a Adunării Generale a ONU în ceea ce priveşte principiul de auto-determinare de populaţiile de pe teritoriul ", spune o parte a momentous guvernământ. Un "mar verde" a marocana unele 350.000 de persoane si 25.000 de soldaţi-azuzada de regele Hassan II-pauze în Sahara de Vest în anexă a teritoriului, care să conducă la un zbor de indigene Saharawi de persoane, creand o mare tabara de refugiati din Tindouf în Algeria şi care este acasă la unele 180.000 de mii de oameni. După Maroc construit aşa-numitul "zid de ruşine", unele 2.700 km, care este păzit de 200.000 de militari. Aceasta este pentru a preveni Saharawi de persoane pe teritoriul lor de a reveni cu reprezentantul lor legitime, Polisario Front. Această organizaţie de auto-proclamata Republica Democratică Sahrawi arabă, care este recunoscut de mai mult de 70 de ţări. De Polisario Front a fost creată în 1973 cu scopul de a obţine independenţa faţă de Spania. A fost recunoscut de ONU în 1975 şi de atunci ţinute luptă cu Maroc, ca o guerrilla război până la 1991, când încetează-un incendiu, pentru a facilita acţiune al ONU, care a creat al Misiunii Naţiunilor Unite pentru referendumul din Sahara De Vest (Minurso).
De atunci, Sahara de Vest speră referendumului, care dilates din ce în ce mai maneuvers marocani şi de slăbiciune al ONU, care apare în incapacitate de punere în aplicare a procesului de auto-determinare. Maroc vrea doar să acorde autonomie, în timp ce exploatează mari depozite de fosfat, petrol, fier de pescuit şi bogăţia de Sahara.
De Frontul Polisario, în contrast, urmăreşte independenţa. Negocierile sponsorizat de ONU, după cinci runde, sunt la un "impas". Recent, în luna aprilie, Comisia pentru Drepturile Omului al ONU cu ocazia reuniunii de la Geneva, Maroc condamnat pentru încălcarea drepturilor omului în Sahara Occidentală. Ca şi anterior a primit respingere a Parlamentului European şi organizaţii, cum ar fi Amnesty International şi Human Rights Watch.
Având în vedere toate aceste evoluţii, Polisario Front spokesmen au indicat faptul că, dacă nu sa rezolvat acest conflict, îşi va reveni la organizarea de arme şi a îndemnat comunitatea internaţională să intervină şi facă presiuni asupra Maroc pentru a atinge decolonizare. Spania nu ar trebui să fie abstracted de la obligaţia morală în acest conflict, ca fosta putere colonială.
Chiar si profesori de Drept Internaţional şi Relaţii Internaţionale din această ţară pe un manifest a declarat că "guvernul spaniol are o obligaţie legală, politică şi morală de a lua toate măsurile necesare pentru a asigura eficient de auto-determinare pentru Saharawi de oameni, şi de a contribui globală şi stabilitatea din regiune.
" ONU trebuie să pună în aplicare rezoluţiile sale de garantare a auto-determinare şi de a Maroc vigoare pentru a respecta planul de pace şi de ieşire de pe teritoriul Sahara de Vest, dacă este necesar, prin intermediul unei multinaţionale vigoare şi se încheie în ultima bastion al colonialismului în Africa.
Este de mentionat ca Peru a fost una dintre ţările care a recunoscut Republica Arabă Democrată Saharawi si chiar si ambasadorul a prezentat prerogativelor sale în primul guvern al preşedintelui Alan García, dar în l996 motive nu a clarificat "froze" relaţiile. În cele din urmă, Peru, o poziţie a criticat, cu Maroc-a votat împotriva avizului de cele mai multe ţări sud-americane de abstaining cu privire la necesitatea de decolonizare din Sahara de Vest, cu toate acestea, Adunarea Generală a Naţiunilor Unite a adoptat cu o largă majoritate cu 70 de voturi pentru şi nici unul împotrivă, o nouă rezoluţie reafirmând că problema Sahara Occidentală decolonizare a fost o problemă care implică punerea în aplicare a rezoluţiei 1514 şi al căror soluţie trebuie să apară prin exercitarea de către oamenii din Sahara Vest lor dreptul inalienabil la auto-determinare.
Să toate, o baie de singe din Africa.
-------------

Publicado no Jornal Asíd'claro, Lima-Peru, maio 2008
África do Norte em um pé de guerra
A Frente Polisário que voltaria às armas

Por Ricardo Sanchez-Serra *

Há uma nação que existe, mas não nascido, e é o povo saraui, que vive no Sara Ocidental (antigo Sara espanhol) e em campos de refugiados na Argélia. Por que vivem na miséria e no esquecimento? Porque Marrocos invadido o seu território em 1975 e, em seguida, a potência colonial, Espanha, abandona o seu "53 província" sem conceder o direito à autodeterminação, que foi consagrado pelas Nações Unidas (ONU) em 1975, através da Resolução 1514 (XV) da Assembléia Geral. Marrocos alegou perante o Tribunal Internacional de Justiça em Haia e à decisão do Tribunal foi totalmente negativo.
O Tribunal de Justiça observou que a Sara não era terra nullius No man's land e que nem Marrocos Mauritânia nem têm laços de soberania, ou seja, estes países não possuem direitos históricos sobre o território e devem dar lugar à auto-determinação para o povo saraui. "O Tribunal reconhece a existência de alguns vínculos jurídicos restrito.
Estes têm existido entre uma parte do Sara Ocidental e entre Marrocos ea Mauritânia e, por outro lado, mas não têm um carácter de soberania territorial e não pode alterar a implementação da Resolução 1515 da Assembleia Geral das Nações Unidas no que respeita ao princípio da autodeterminação das populações do território ", diz parte da actual decisão.
A "Mar Verde" marroquina cerca de 350.000 pessoas e 25.000 soldados-azuzada pelo Rei Hassan II-breaks, no Sara Ocidental para anexar o território, levando à fuga de indígenas do povo saraui, criando um enorme campo de refugiados de Tindouf na Argélia e que é lar para cerca de 180.000 mil pessoas.
Depois de Marrocos construído o chamado "muro da vergonha", cerca de 2.700 quilômetros, o que é guardado por 200.000 soldados. Isto é para evitar que o povo saraui regressar ao seu território com o seu representante legítimo, a Frente Polisário. Esta organização auto-proclamada República Democrática sarauí árabe, que é reconhecido por mais de 70 países.
A Frente Polisário foi criada em 1973 com o objectivo de alcançar a independência da Espanha. A ONU foi reconhecida em 1975 e desde então manteve combates com Marrocos, como uma guerra de guerrilha até 1991, quando um cessar-fogo para facilitar a acção das Nações Unidas, que criou a Missão das Nações Unidas para o Referendo no Sara Ocidental (MINURSO). Desde então, o Sara Ocidental espera do referendo, que dilata cada vez mais manobras marroquinos ea debilidade das Nações Unidas, que parece incapaz de implementar o processo de autodeterminação. Marrocos só está disposto a conceder autonomia, ao mesmo tempo que exploram grandes jazidas de fosfato, petróleo, ferro e pesca riqueza do Sara.
A Frente Polisário, em contraste, procura independência. As negociações patrocinadas pela ONU após cinco rodadas, estão em um "impasse".
Recentemente, em abril, o Comité dos Direitos Humanos das Nações Unidas reunião, em Genebra, Marrocos condenou a violação dos direitos humanos no Sara Ocidental. Tal como anteriormente recebido desaprovação do Parlamento Europeu e de organizações como a Amnistia Internacional ea Human Rights Watch.
Perante todos estes desenvolvimentos, a Frente Polisário interlocutores salientaram que se não for resolvido o conflito, a sua organização vai retornar às armas e instou a comunidade internacional a intervir e exercer pressão sobre Marrocos para alcançar descolonização. Espanha não deve ser captadas a partir da sua obrigação moral, neste conflito, como antiga potência colonial.
Mesmo professores de Direito Internacional e Relações Internacionais do país em que um manifesto, declarou que "o governo espanhol tem a obrigação jurídica, política e moral de tomar todas as medidas necessárias a fim de assegurar uma efectiva auto-determinação para o povo sarauí, e contribuem e à estabilidade global da região.
" A ONU deve fazer valer suas resoluções garantindo auto-determinação e força de Marrocos para respeitar o plano de paz e de saída do território do Sara Ocidental, se necessário através de uma força multinacional e no final do último bastião do colonialismo em África. Vale a pena referir que o Peru foi uma das nações que reconheceu a República Árabe Democrática sarauí, e mesmo embaixador apresentou suas credenciais no primeiro governo do presidente Alan García, mas, em l996, por razões não esclarecidas "congelou" as relações.
Por último, no Peru, uma atitude criticada, com Marrocos-votaram contra a opinião da maioria dos países da América do Sul-a abstenção sobre a necessidade de que a descolonização do Sara Ocidental, no entanto, a Assembleia Geral das Nações Unidas adoptou por uma grande maioria com 70 votos a favor, nenhum contra e uma nova resolução reafirmando que a questão da descolonização do Sara Ocidental foi um problema que envolve a implementação da Resolução 1514 e cuja solução deve ocorrer mediante o exercício pelo povo do Sara West do seu inalienável direito à autodeterminação.
Deixe de tudo, um banho de sangue na África.
------------------

जर्नल में प्रकाशित Asíd'claro , लीमा , पेरू , मई 2008
उत्तरी अफ्रीका युद्ध स्तर पर
Polisario इस मोर्चे को वापस जाने के हथियारों सेरा करके

Ricardo Sanchez - *

एक राष्ट्र है कि मौजूद हैं , लेकिन नहीं है और जन्म के Sahrawi लोगों में रहते हैं जो पश्चिमी सहारा ( सहारा स्पैनिश पूर्व ) और शरणार्थी शिविरों में अल्जीरिया में . क्यों में रहते हैं और गरीबी में गुमनामी ? मोरक्को के कारण अपने क्षेत्र में 1975 में हमला किया , तो औपनिवेशिक सत्ता , स्पेन , उसके छोड़ " 53 प्रांत " बिना देने आत्मनिर्णय के अधिकार को , जो संयुक्त राष्ट्र द्वारा किया गया था अभिषेक ( संयुक्त राष्ट्र ) में 1975 , 1514 के माध्यम से संकल्प ( XV ) के महासभा . मोरक्को से पहले दावा किया कि अंतर्राष्ट्रीय न्यायालय हेग में सत्तारूढ़ और पूरी तरह से नकारात्मक था . उल्लेखनीय है कि न्यायालय का सहारा नहीं था टेरा nullius नहीं है कि न तो आदमी की जमीन और मोरक्को और न ही मोरीतानिया संप्रभुता का संबंध है , वह यह है कि इन देशों की जरूरत नहीं है ऐतिहासिक अधिकारों के क्षेत्र में देना चाहिए और तरीका है आत्मनिर्णय के लिए लोगों Sahrawi . " अदालत के अस्तित्व को मान्यता के संबंध में कुछ कानूनी सीमित है . ये पास मौजूद के बीच एक भाग के पश्चिमी सहारा , मोरक्को और मोरीतानिया के बीच में और दूसरी ओर , लेकिन नहीं है प्रादेशिक चरित्र को नहीं बदल सकते हैं और संप्रभुता के कार्यान्वयन के प्रस्ताव 1515 के संयुक्त राष्ट्र महासभा के सिद्धांत के बारे में आत्मनिर्णय जनसंख्या के क्षेत्र में कहते हैं , " महत्वपूर्ण भाग के सत्तारूढ़ है . एक " हरा मार्च " 350,000 के कुछ लोगों और मोरक्को के 25,000 सैनिकों की azuzada द्वारा राजा हसन - II में पश्चिमी सहारा को तोड़ता चयक के राज्य क्षेत्र में , जिससे की उड़ान के स्वदेशी लोगों Saharawi , एक विशाल शरणार्थी शिविर बनाने में Tindouf अल्जीरिया में है और जो कुछ घर में 180.000 हजार लोग हैं . मोरक्को के बाद बनाया तथाकथित " दीवार की शर्म की बात है " , 2.700 किलोमीटर के कुछ है , जो 200.000 द्वारा सैनिकों की रक्षा की . यह Saharawi के लोगों को रोकने के लिए अपने क्षेत्र के साथ उनकी वापसी के लिए वैध प्रतिनिधि , Polisario मोर्चा है . इस संगठन स्वयं घोषणा Sahrawi अरबी लोकतांत्रिक गणराज्य है , जो 70 से अधिक देशों द्वारा मान्यता प्राप्त है . यह 1973 में बनाया गया था Polisario मोर्चे के साथ के उद्देश्य को प्राप्त करने की स्वतंत्रता से स्पेन . संयुक्त राष्ट्र 1975 में मान्यता प्राप्त थी और उसके बाद से लड़ने के साथ रखा मोरक्को , गुरिल्ला युद्ध के रूप में 1991 तक , जब एक संघर्ष विराम को सुविधाजनक बनाने के लिए की गई कार्रवाई के संयुक्त राष्ट्र है , जो बनाया संयुक्त राष्ट्र मिशन के लिए ' में सहारा पश्चिमी ( Minurso ) . उसके बाद पश्चिमी सहारा को उम्मीद है कि जनमत संग्रह है , जो लगातार फैलकर maneuvers Moroccans और संयुक्त राष्ट्र की कमजोरी है , जो लगता है अक्षम करने की प्रक्रिया को लागू करने के आत्मनिर्णय . मोरक्को स्वायत्तता अनुदान केवल चाहता है , जबकि शोषण के बड़े जमा फॉस्फेट , तेल , लौह और मछली पकड़ने के धन सहारा है . Polisario इस मोर्चे में विपरीत , स्वतंत्रता चाहता है . बातचीत के बाद संयुक्त राष्ट्र द्वारा प्रायोजित पांच दौर हैं , पर एक " गतिरोध " . हाल ही में , अप्रैल में , संयुक्त राष्ट्र मानवाधिकार समिति की बैठक में जिनेवा में निंदा की मानवाधिकार उल्लंघन के लिए मोरक्को में पश्चिमी सहारा . पहले की तरह प्राप्त की अस्वीकृति यूरोपीय संसद और एमनेस्टी इंटरनेशनल जैसे संगठनों और मानवाधिकार देखें . इन सभी घटनाओं को देखते हुए , Polisario मोर्चे के प्रवक्ताओं ने बताया कि संघर्ष के हल नहीं तो , अपने संगठन की ओर लौट आएगा हथियार और अंतरराष्ट्रीय समुदाय के हस्तक्षेप करने का आग्रह पर दबाव और मोरक्को हासिल करने के लिए decolonization . स्पेन नहीं किया जाना चाहिए abstracted से इस संघर्ष में अपनी नैतिक दायित्व है , जैसा कि पूर्व औपनिवेशिक सत्ता है . यहां तक कि अंतरराष्ट्रीय कानून और प्रोफेसरों की है कि देश की अंतरराष्ट्रीय संबंध में एक घोषणा पत्र पर कहा कि " सरकार ने स्पेन की एक कानूनी बाध्यता , राजनीतिक और नैतिक लेने के लिए सभी आवश्यक उपाय में यह सुनिश्चित करने के लिए प्रभावी आत्मनिर्णय के लिए लोगों Saharawi , और योगदान और इस क्षेत्र की स्थिरता के समग्र . " संयुक्त राष्ट्र के प्रस्तावों की अपनी गारंटी लागू करना चाहिए आत्मनिर्णय करने के लिए सेना और मोरक्को की शांति योजना का पालन करने के लिए और बाहर निकलने के क्षेत्र पश्चिमी सहारा , यदि आवश्यक के माध्यम से एक बहुराष्ट्रीय बल और उपनिवेशवाद के अंत के अंतिम गढ़ अफ्रीका में है . यह उल्लेखनीय है कि पेरू मूल्य से एक था मान्यता है कि देश देश के लोकतांत्रिक Saharawi अरब गणराज्य के राजदूत से भी भेंट की और उनकी सरकार की विश्वसनीयता के पहले राष्ट्रपति एलन García है , लेकिन कारणों के लिए नहीं l996 में स्पष्ट किया है " froze " संबंध है . अंत में , पेरू , एक रुख की आलोचना की है , मोरक्को के खिलाफ वोट की राय के सबसे दक्षिण अमेरिकी देशों के द्वारा abstaining की जरूरत पर decolonization के लिए पश्चिमी सहारा के बहरहाल , संयुक्त राष्ट्र महासभा को अपनाया द्वारा एक बड़े बहुमत से 70 के खिलाफ वोट के पक्ष में और कोई नहीं , एक नया प्रस्ताव है कि reaffirming के मुद्दे पर पश्चिमी सहारा decolonization था कि समस्या के समाधान के कार्यान्वयन के शामिल है जिसका समाधान करना होगा और 1514 के माध्यम से इस अभ्यास का स्थान लेने के लोगों द्वारा की सहारा पश्चिम उनके अनपहार्य आत्मनिर्णय के अधिकार का है . सभी दें , एक bloodbath अफ्रीका में है .
-------------------

Objavljeno u Journal Asíd'claro, Lima-Peru, svibanj 2008
North Africa na ratne footing
The Polisario Front bi se vratiti u naručje

By Ricardo Sanchez-Serra *
Postoji narod koji postoji, ali ne i rođen je Sahrawija ljudi, koji žive u Zapadnu Saharu (bivši španjolski Sahara), u izbjegličkim logorima u Alžir. Zašto živjeti u siromaštvo i u zaborav? Zbog Maroko invaded njenoj teritoriji u 1975, onda je kolonijalna vlast, Španjolska, abandons svojih "53 provincija" davanje bez prava na self determination, koja je posvećena od strane Ujedinjenih nacija (UN) u 1975, do Rezolucije 1514 (XV) Opće skupštine.
Maroko, tvrdi pred Međunarodnim sudom pravde u Hagu i vladajuće je potpuno negativan. Sud je naveo da je Sahara nije bila terra nullius Ničija zemlja i da ni Maroko Mauricijus niti imaju veze suvereniteta, koji je, tim zemljama nemaju prava nad povijesnom prostoru i treba dati način na samoodređenje za Sahrawija ljudi. "Sud priznaje postojanje određene pravne veze ograničena. Ovi su postojale između jednog dijela Zapadnu Saharu i Maroko i Mauritanija i među druge strane, ali nemaju karakter suvereniteta i teritorijalnog ne može promijeniti provedbu rezolucije 1515, Opća skupština UN-a koja se odnose na principle of self-determination od stanovništva na području ", navodi se u važan dio vladajuće.
A "Green ožujak" Marokanski nekih 350.000 ljudi i 25.000 vojnika-azuzada by King Hassan II-break u Zapadnu Saharu na aneks teritorije, koje bi dovele do bijega od autohtonih Saharawi ljudi, stvara ogroman izbjegličkih logora u Tindouf u Alžir i koji je dom nekih 180.000 tisuća ljudi. Nakon Maroko sagrađena tzv "zid od stida", nekih 2.700 km, što je čuvano po 200.000 vojnika. Ovo je kako bi se spriječio Saharawi ljudi vrate u svoje područje s njihovim legitimnim predstavnikom, Polisario Front. Ova organizacija self-proglašen Sahrawija Arabic Democratic Republic, koja je priznata od strane više od 70 zemalja. The Polisario Front je izrađen u 1973, sa ciljem postizanja nezavisnost od Španjolske.
UN-a bio je prepoznat u 1975 i od tada je zadržao borbi sa Maroko, kao guerrilla rata do 1991, kada je prekid vatre kako bi olakšati akcija UN-a, kojim je stvorena Misija Ujedinjenih naroda za referendum u Sahara Western (MINURSO). Od tada se nada Western Sahara referendum, koji dilates sve manevrima Moroccans i slabosti UN-a, koji se nesposobnim za provedbu procesa self-determination. Maroko samo želi dati autonomiju, a iskorištavaju veliki deposits of fosfat, ulje, željezo i ribolov bogatstvo i Sahara. The Polisario Front, u kontrastu, traži nezavisnost.
Pregovori sponzoriran od strane UN-a nakon pet rundi, to su "slijepe ulice". Nedavno, u travnju, Odbor za ljudska prava UN-a sastanku u Ženevi, Maroko osuđen za kršenje ljudskih prava u Zapadnu Saharu. Kao i prethodno primio neodobravanje u Europskom parlamentu i organizacijama kao što su Amnesty International i Human Rights Watch. S obzirom na svim tim pojavama, Polisario Front spokesmen su je istakao da, ako nije riješen sukoba, njegova organizacija će se vratiti na ruku i pozvao je medjunarodnu zajednicu da intervenira i staviti pritisak na Maroko kako bi se postigla dekolonizacija. Španjolska ne bi trebao biti zamišljen iz svoje moralne obveze u ovom sukobu, kao bivše kolonijalne vlasti. Čak i profesori međunarodnog prava i međunarodne odnose u toj zemlji na Manifest izjavio da je "španjolski Vlada je pravna obveza, političke i moralne poduzeti sve potrebne mjere kako bi osigurali efektivnu self-determination za Saharawi ljudi, i doprinose i ukupnu stabilnost u regiji. "
UN mora prisiliti na svojim rezolucijama jamči samoodređenje i na snagu Maroko pridržavati se mirovni plan i izlaz na teritoriju Zapadne Sahare, ako je potrebno putem multinacionalnih snaga i kraja posljednjeg bastiona kolonijalizma u Africi.
To je vrijedno spomenuti da je Peru je bio jedan od naroda koji priznaje Saharawi Arab Democratic Republic čak i ambasador predstavio svoj vjerodajnice u prvoj vladi predsjednik Alan García, ali u l996 iz razloga nije pojasnio "smrznuti se" odnosa. Konačno, Peru, stav kritizirali, Maroko-glasali protiv mišljenja većine južnoameričkih država-by uzdržala na potrebu za dekolonizacija, Western Sahara, međutim, Generalna skupština Ujedinjenih naroda usvojila a velikoj se većini s 70 glasova u korist i ništa protiv, nova rezolucija reaffirming da je pitanje Western Sahara je bila dekolonizacija problem koji uključuje provedbu rezolucije 1514 i čije rješenje mora uslijediti kroz vježbe koje je narod od Sahara West svojih neotuđivih prava na samoodređenje.
Nek 'sve, bloodbath u Africi.